AaB

Augo havde sommerfugle i maven: Svært ikke at komme op i det røde felt

AaB-koryfæet fremhæver den krigerindstilling, spillerene viste i sejen over AGF

Thomas Augustiussen lykønsker her Robert Kakeeto med sejren mod AGF. Foto: Claus Søndberg

Thomas Augustiussen lykønsker her Robert Kakeeto med sejren mod AGF. Foto: Claus Søndberg

FODBOLD:Efter halvandet års fravær gjorde Thomas Augustinussen fredag aften et perfekt comeback som assistenttræner hos AaB.

Superligaholdet vandt 4-1 ude over AGF, og dermed fik den dobbelte udskiftning på assistentposten, hvor også Rasmus Würtz er kommet til, den ønskede effekt.

- Det var utroligt fedt at være tilbage, mærke sommerfuglene i maven inden kampen, lugte græsset og opleve stemningen undervejs. At vi så også formåede at vinde kampen, var virkelig vigtigt for den kommende periode, der venter med blandt andet en pokalfinale, siger Thomas Augustinussen.

AaB bragte sig foran efter en dødbold, hvor Lucas Andersen kastede et langt indkast til Rasmus Thelanders pande. Det udløste store jubelscener på AaB-bænken, men selvom Augustinussen tidligere har haft ansvaret for superligaholdets dødbolde, vil han ikke tage æren for den kombination.

AaB-bænken jubler her efter Rasmus Thelanders mål til 1-0 mod AGF. Foto: Claus Søndberg

AaB-bænken jubler her efter Rasmus Thelanders mål til 1-0 mod AGF. Foto: Claus Søndberg

- Det er noget, der er blevet trænet på tidligere, så æren skal nok gå til Allan K. Jepsen (nu forhenværende assistenttræner, red.). Men ved torsdagens træning snakkede vi da om, at vi havde det som et muligt våben, så det var fedt at se, det lykkes.

Både Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz var særdeles aktive på trænerbænken undervejs mod AGF - også mere en fjerdedommer Mads Kristoffer-Kristoffersen brød sig om.

- Der er jo kun én, der må stå op ad gangen på bænken, men det er dælme svært at blive siddende, når kampen kører og man er oppe i det røde felt. Jeg har jo prøvet at sidde på bænken før, så fjerdedommeren kom mest hen og sagde til mig, jeg skulle få Würtz til at sætte sig ned, griner Augustinussen.


Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

Han tøver ikke med at fremhæve Rasmus Thelanders indsats mod AGF, hvor han gjorde comeback efter en længere skadespause.

- Han var fremragende, og det var fedt at se den rigtige Thelander tilbage. Han vandt næsten samtlige dueller, og det smitter bare af på holdkammeraterne. Generelt vandt vi bare duellerne mod Patrick Mortensen, som ellers har været stærk for AGF, forklarer AaB-assistenten.

Netop det med at have et stærkt fysisk udtryk har været et tema hos AaB op til kampen.

- Måden det skete på, hvor vi krigede overalt på banen, er det udtryk, vi altid skal have. Så er der nogle andre punkter rent spillesmæsigt, hvor vi selvfølgelig skal løfte os, men basen er bare utrolig vigtig.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.