Australsk klub får millionbøde efter tilskuerballade

Der er uddelt en millionbøde og betinget pointstraf til en australsk fodboldklub efter en baneinvasion.

Øverst i billedet kan metalspanden, der ramte en spiller, ses flyve gennem luften. (Arkivfoto). <i>AAP/Reuters</i>

Øverst i billedet kan metalspanden, der ramte en spiller, ses flyve gennem luften. (Arkivfoto). AAP/Reuters

Den australske fodboldklub Melbourne Victory blev tirsdag straffet med en bøde på 380.000 dollar. Det svarer til 2,6, millioner kroner. Det er den største bøde, der er uddelt i den australske liga.

Ud over bøden trues Melbourne Victory med at blive fratrukket ti point efter en voldelig baneinvasion, hvor modstanderholdets målmand kom til skade.

De chokerende scener skete 21 minutter inde i et derby mellem Melbourne Victory og Melbourne City i december.

Her invaderede tilhængere af Melbourne Victory banen. En af ballademagerne kastede en metalspand med sand i hovedet på Melbourne City-keeperen Tom Glover. Han pådrog sig blandt andet en hjernerystelse.

Dommeren Alex King, som afblæste kampen, og en kameramand kom også til skade under de voldsomme uroligheder.

Det nationale fodboldforbund i Australien, Football Australia, har nu svaret med en stor bøde og en betinget pointstraf til Melbourne Victory.

Pointstraffen til klubben kan udløses, hvis der opstår tilskuerballade helt frem til 2025/2026-sæsonen.

James Johnson, chef i det australske forbund, kalder scenerne de værste, der nogensinde er set i sporten i landet.

Kampen, der blev afbrudt, vil blive genoptaget i april fra det 22. minut, hvor det stod 1-0 til Melbourne City.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.