Axelsen om VM-skuffelse: Jeg kunne desværre ikke mere
Viktor Axelsen havde ikke mere at give af, forklarede han efter det skuffende VM-nederlag i første runde.

BADMINTON-INA -/Ritzau Scanpix
Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen stillede op som favorit til at vinde VM i Spanien, men han måtte se sig slået allerede i første runde.
Axelsen startede godt, men virkede senere tappet for kræfter, da han tabte i tre sæt med cifrene 21-14, 9-21, 6-21 til Loh Kean Yew fra Singapore.
- Det er selvfølgelig en stor skuffelse. Jeg havde håbet på mere og gjorde, hvad jeg kunne. Men jeg kunne sgu ikke mere desværre, siger Viktor Axelsen til TV 2.
Axelsen anerkender, at Loh Kean Yew var bedst på dagen, og danskeren fortæller, at han gravede efter mentale ressourcer for at komme tilbage.
Fynboen har de seneste måneder ellers været helt suveræn med sine triumfer ved særligt OL og World Tour Finals. Men der var ikke mere at give af ved VM i Huelva.
- At have de forventninger, at jeg skal præstere gang på gang på gang. Det har jeg kunnet rigtig længe, men nogle gange har jeg også en dårlig dag til træning eller på kontoret, hvor jeg ikke har så meget lyst til at spille badminton, når det kommer til stykket. Det må helst ikke ske til et VM.
- Jeg prøvede virkelig at snakke mig selv op. Der var bare ikke, hvad der skulle til, og så fortjener man heller ikke at være her, erkender Axelsen.
Han blev den seneste danske verdensmester i herresingle i 2017. Det kan stadig nå at ske ved dette VM, hvor Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus stadig er med.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.