Bænket anfører kæmper for sin plads i AaB
Lucas Andersen cementerede AaB's sejr mod HB Køge og kom måske et skridt nærmere en plads i startopstillingen
For fjerde gang i træk begyndte Lucas Andersen på bænken, men AaB's anfører gjorde sit til, at det ikke skal fortsætte sådan, da nordjyderne fredag aften besejrede HB Køge med 2-0.
Andersen kronede et glimrende indhop med at afgøre kampen med sin scoring til 2-0 i dommerens tillægstid.
- Det er altid dejligt at score og på den måde bidrage til holdet, og at vi fik slået sømmet i kisten. Jeg forsøgte at lægge mit visitkort i forhold til at komme på holdet igen, for når man får muligheden, skal man slå til, siger Lucas Andersen.
Når han har spillet, har det i denne sæson som oftest været på en af de tre forreste positioner, men da Lucas Andersen kom på banen fredag, var det i en mere tilbagetrukket position som central midtbanespiller.
- Jeg føler mig fint tilpas der, men det gør jeg på de fleste positioner fra midtbanen og frem. I den her rolle er det dejligt, at man er endnu mere på bolden og kan være med til at sætte spillet. Så gælder det om at komme i anden bølge og skrabe nogle chancer til sig på den måde.
- Om det er den ene eller anden rolle afhænger nok af kampbilledet, men jeg er bare glad for at være på banen, score mål og bidrage, siger Lucas Andersen.
Anføreren måtte for en uge siden se hele AaB's topkamp på udebane mod Sønderjyske fra bænken.
- Jeg har døjet med noget sygdom i de sidste to uger, og det har gjort, at jeg knapt har kunnet trække vejret. Det har primært handlet om at komme ovenpå igen, og så har jeg selvfølgelig arbejdet på at bidrage til holdet.
- Når det giver spilletid, tager jeg det, men når jeg ikke spiller, forsøger jeg at give moralsk opbakning på bedst mulige måde. Sådan vil jeg altid gøre, siger Lucas Andersen.
At AaB i de seneste uger har ændret formation fra 4-3-3 til 3-4-3 betyder dog også, at der er en plads færre i den offensiv, som Lucas Andersen er i spil til.
- Der er kamp om pladserne, og folk gør det jo fantastisk. Melker (Widell, red.) scorede et fantastisk mål i dag, Younes (Bakiz, red.) gør det også sublimt, og Emmanuel Toku falder også godt ind i det. Der er den konkurrencesituation, der skal være i en klub som AaB.
- Det gælder om at holde sig til og gribe chancen, når man får den. Det gjorde jeg med et mål i dag, og hvis jeg gør sådan hver gang, bliver vejen nok lidt kortere, siger Lucas Andersen.
Med fredagens sejr har AaB hentet 24 point i sæsonens første 10 kampe. Pointhøsten fejler ikke noget, selv om AaB også mod HB Køge havde svært ved for alvor at få det offensive spil til at flyde.
- Vi skal hæfte os ved, at vi har mange point, er ubesejrede, har scoret et fint antal mål og lukket få mål ind. Det er de helt basale ting. Så ved vi godt, at der skal bygges på, men det synes jeg også, at vi gør stille og roligt.
- Som hold og klub sætter vi barren meget højere, end hvor vi er lige nu, men så længe vi vinder, går det den rigtige vej, siger Lucas Andersen.
Næste opgave for AaB er allerede på tirsdag, hvor der venter en pokalkamp mod FC Fredericia hjemme på Aalborg Portland Park. Fredag gælder det så lokalopgøret på udebane mod Vendsyssel FF.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.