Ballon d'Or forbigår Messi på nomineringsliste
Lionel Messi er ikke nomineret til prisen som verdens bedste. Det er Pernille Harder heller ikke.

Lionel Messi har i PSG ikke kunne finde det niveau, han havde i Barcelona. (Arkivfoto) Franck Fife/Ritzau Scanpix
Han modtog prisen sidste år og har i alt kunne lade sig hylde som verdens bedste fodboldspiller syv gange.
Men når Ballon d'Or-prisen skal uddeles 17. oktober, bliver det ikke Lionel Messi, der får den.
Den argentinske stjerne er for første gang i 17 år nemlig slet ikke nomineret. Det står klart, efter at fodboldmagasinet France Football, som uddeler prisen, fredag offentliggjorde de 30 nominerede.
Her fremgår Messi ikke. Det gør til gengæld blandt andre Robert Lewandowski, Karim Benzema og Mohamed Salah.
Det er egentlig ikke uretfærdigt, at Messi er blevet forbigået. Efter skiftet til Paris Saint-Germain har argentineren på grund af skader - og måske også de nye omgivelser - kæmpet med at finde den samme imponerende målform, han fremviste i Barcelona-dagene.
I 2021/22-sæsonen lavede Messi 11 mål i 34 kampe for PSG.
Messi fik Ballon d'Or første gang i 2009 og modtog også prisen de efterfølgende tre år. I 2015 blev argentineren igen kåret som verdens bedste, inden han også modtog prisen i 2019 og 2021, de sidste to gange den er blevet uddelt.
Ud over Lewandowski, Benzema og Salah er yderst prominente navne som Kylian Mbappé, Erling Haaland, Son Heung-min, Kevin De Bruyne og Cristiano Ronaldo også nomineret i år.
20 spillere er nomineret til at modtage kvindernes udgave af Ballon d'Or. Det drejer blandt andre om norske Ada Hegerberg, engelske Lucy Bronze, franske Wendie Renard samt sidste års modtager, spanske Alexia Putellas.
Pernille Harder er ikke nomineret. Det har danskeren været de tre gange, Ballon d'Or Feminin tidligere er blevet uddelt. I 2019 endte Harder som nummer to i afstemningen bag Ada Hegerberg.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.