Barcelona brager sammen med Napoli i Europa League
Barcelona og Napoli tørner sammen i Europa League-slutspillets playoffrunde, mens RB Leipzig møder Sociedad.

LaLiga - FC Barcelona v Real Betis Nacho Doce/Reuters
FC Barcelona møder Napoli i Europa League-slutspillets playoffrunde.
Det blev mandag afgjort ved en lodtrækning i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i Nyon.
Det er første gang siden 2003/04-sæsonen, at Barcelona ikke er blandt de sidste 16 hold i Champions Leagues slutspil.
Storklubben, der i november ansatte Xavi Hernández som afløser for fyrede Ronald Koeman, sluttede som nummer tre i sin indledende gruppe efter Bayern München og Benfica.
Napoli blev nummer to i sin Europa League-gruppe efter Spartak Moskva.
Andetsteds skal Yussuf Poulsen og RB Leipzig op mod spanske Sociedad, og Thomas Delaney og Sevilla møder Rasmus Lauritsen og Dinamo Zagreb.
Kampene i playoffrunden bliver afviklet 17. og 24. februar.
Der er herefter lodtrækning til ottendedelsfinalerne 25. februar.
Her bliver de otte gruppevindere fra Europa League trukket mod hver deres vinder fra playoffrunden. De otte gruppevindere er: Lyon, Monaco, Spartak Moskva, Frankfurt, Galatasaray, Leverkusen, West Ham og Røde Stjerne.
Brøndby IF og FC Midtjylland var begge en del af gruppespillet i Europa League, men avancerede ikke i turneringen.
Brøndby blev nummer fire i sin gruppe og røg helt ud af de europæiske turneringer. FC Midtjylland blev nummer tre i sin gruppe og gik videre til Conference Leagues slutspil.
FCM og Randers FC finder mandag fra klokken 14 deres modstandere i Conference League-slutspillets playoffrunde. FC København er som gruppevinder direkte videre til ottendedelsfinalerne i Conference League.
De otte opgør i Europa League-slutspillets playoffrunde:
* Barcelona - Napoli.
* Atalanta - Olympiakos.
* Sevilla - Dinamo Zagreb.
* RB Leipzig - Real Sociedad.
* Sheriff - Braga.
* FC Porto - Lazio.
* Zenit - Betis.
* Dortmund - Rangers.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.