Barcelona tæt på at ødsle sejr væk mod bundhold

Elche scorede to gange inden for et minut, inden indskiftede Nico sørgede for en Barcelona-sejr på 3-2.

Spain Soccer La Liga <i>Joan Monfort/Ritzau Scanpix</i>

Spain Soccer La Liga Joan Monfort/Ritzau Scanpix

FC Barcelona var tæt på at ødsle en sejr væk mod Elche i den bedste spanske fodboldrække.

Det endte med en forløsende 3-2-sejr til storklubben på en scoring fra indskiftede Nico fem minutter før slutfløjt.

Elche fra bunden af rækken fik efter en times spil indhentet Barcelonas pauseføring på 2-0, da det to gange inden for et minut lykkedes gæsterne at score.

Tele Morente og Pere Milla sendte publikum på Camp Nou i nærmest choktilstand, efter at Barcelona havde domineret stort indtil da.

Barcelona-træner Xavi Hernandez kunne da også se sit hold få hurtigt udbytte af anstrengelserne, da værterne bragte sig foran med både 1-0 og 2-0 inden for de første 20 minutter.

Først scorede Ferran Jutgla på hovedstød efter et hjørnespark, inden det 17-årige stortalent Gavi øgede til 2-0, efter at han havde bragt sig selv i fri position med et par stærke boldberøringer.

Selv om hjemmeholdet burde have afgjort affæren allerede i første halvleg, så faldt afgørelsen først i 85. minut.

Her fik 19-årige Nico, der var kommet på banen ti minutter forinden, hårdt presset med tre Elche-spillere foran sig sat sejrsmålet ind med et skud helt ude ved stolpen.

Målet skulle efterfølgende igennem et VAR-eftersyn for en mulig offside, inden det fik lov til at tælle.

Barcelona har med sejren 27 point på syvendepladsen. Det er 15 point færre end førerholdet fra Real Madrid. Elche har 15 point på 16.-pladsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.