Bartholds vilde jul: Tre store nyheder tjekkede ind i december
Sebastian Barthold har oplevet en del i julemåneden - både positivt og negativt

Sebastian Barthold har heldigvis mest at smile af for tiden. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
HÅNDBOLD:Der er ikke mange, som kan matche Sebastian Bartholds oplevelser de seneste tre uger. Aalborg Håndbolds venstre fløj har i denne tidsperiode levet i et virvar af positive og negative nyheder.
Onsdag 8. december fik han besked om, at han var udtaget til det norske landshold, som skal spille med ved EM i Ungarn og Slovakiet. Kort efter testede han positiv for corona, inden han akkurat nåede ud af isolation, så han 24. december kunne få årets julegave og være med til sin datters fødsel.
- Jeg har da oplevet lidt den seneste tid, lyder det grinende fra nordmanden.
En rigtig julebaby
Hvis vi tager historierne kronologisk, så kan Sebastian Barthold til januar se frem til sin slutrundedebut. Fløjspilleren var udtaget til OL i sommer, men kom ikke på banen.
Det er derfor en stolt nordmand, som næsten 10 år efter han debuterede på landsholdet, kan trække landsholdstrøjen over hovedet til en slutrunde.
- Jeg har været lige ved og næsten en håndfuld gange, så jeg er superglad for, at jeg endelig får muligheden. Jeg har været tålmodig og arbejdet benhårdt på at få chancen, siger Sebastian Barthold, der spår Norge fine chancer.
- Det er længe siden, vi har haft så mange spillere, der præsterer på den helt store scene, som vi har i øjeblikket. Vi kan bestemt være med og kæmpe om medaljer, men vi skal også huske på, at der mindst er otte hold, som kæmper om de øverste pladser.
Ikke mange dage efter landsholdsudtagelsen fik det gode humør dog et knæk. Sebastian Barthold testede positiv for coronavirus, hvilket kostede Aalborg-spilleren syv dage i isolation.
Heldigvis timede Bartholds kone, Line Bjørnsen, fødslen helt perfekt, så han kunne nå ud af sin isolation og være med til fødslen.
- Min datter blev født den 24. december, så det var en rigtig julebaby, vi fik. Jeg er bare så taknemmelig for, at jeg nåede at opleve fødslen, siger han.
Uvished forud for topkamp
Hvis alt går efter planen, kan Aalborg Håndbold efter to aflyste kampe mod TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg på torsdag komme i aktion igen. Her gælder det en kamp i Gudme mod topholdet GOG. Forberedelserne har dog langt fra været ideelle for Aalborg, som tirsdag havde den første træning siden 21. december.
- Vi var 8-9 førsteholdsspillere og 3-4 ungdomsspillere, der hjalp til, så vi kunne få en fornuftig træning. Jeg forventer, at vi nærmer os et fuldtalligt hold i morgen (onsdag, red.) bortset fra et par stykker, lyder det fra venstrefløjen, der havde sin første træning i to uger.
Yderligere fire spillere var tirsdag vendt tilbage fra isolation, men fulgte et separat træningsprogram. Det forventes, at de støder til truppen, når de har overstået individuelle helbredstjek.
- Vi er ikke det eneste håndboldhold, som står i denne situation, så vi kan ikke tillade os at brokke os. Men det er svært at give et svar på, hvor vi står forud for GOG-kampen, for vi har ikke haft en samlet træning i lang tid. Jeg håber bare, vi får folk tilbage og kan stille et skarpt hold, siger Barthold.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.