Basketballspiller erkender smugling i russisk retssag

Basketballspilleren Brittney Griner erkender, at hun i februar forsøgte at smugle cannabisolie ind i Rusland.

Brittney Griner har været tilbageholdt i Rusland siden februar. <i>Evgenia Novozhenina/Reuters</i>

Brittney Griner har været tilbageholdt i Rusland siden februar. Evgenia Novozhenina/Reuters

Brittney Griner har torsdag i en russisk retssag erklæret sig skyldig i at forsøge at smugle cannabisolie ind i Rusland.

Det skriver de internationale nyhedsbureauer AFP og Reuters.

Den amerikanske basketballspiller risikerer at få op til ti års fængsel, lyder det. Griner fortæller dog, at det ikke var meningen, at hun ville gøre noget ulovligt.

- Jeg vil gerne erklære mig skyldig, dommer. Men det var ikke med vilje.

- Jeg vil gerne komme med min forklaring senere. Jeg har brug for tid til at forberede mig, lød det fra Brittney Griner i den russiske retssal torsdag, skriver Reuters.

Retssagen mod Griner fortsætter 14. juli. Den begyndte i fredags i udkanten af Moskva.

Sagen fik sit udspring 17. februar, da Griner blev stoppet i en lufthavn i Moskva med cannabisolie i bagagen.

En uge senere - den 24. februar - gik Rusland i krig med Ukraine. Forløbet med Griner har forværret forholdet mellem USA og Rusland og ledte hurtigt til mistanker om, at tilbageholdelsen af Griner var politisk motiveret. Det har det russiske styre benægtet.

Tidligere på ugen opfordrede Griner den amerikanske præsident, Joe Biden, til at skrue op for USA's forsøg på at få hende hjem.

Onsdag fortalte Biden Griners kone, at han arbejder på at få basketballspilleren løsladt så hurtigt som muligt, lød det fra Det Hvide Hus.

Griner har været i Rusland mange gange de seneste år. Ud over at spille for Phoenix Mercury i kvindernes bedste basketball-liga i USA, WNBA, har hun også spillet for russiske UMMC Ekaterinburg. Det har hun gjort siden 2014.

Derudover har Griner to gange været med til at vinde OL-guld med det amerikanske kvindelandshold.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.