Bayern overvinder tidligt chok mod Bo Svensson og Mainz
Med Dortmund-pointtab øger Bayern München føringen i toppen af Bundesligaen efter 2-1-sejr over Mainz lørdag.

FBL-GER-BUNDESLIGA-BAYERN MUNICH-MAINZ Christof Stache/Ritzau Scanpix
Bayern München fortsatte lørdag den dominerende stil i den tyske Bundesliga, da Mainz med Bo Svensson i trænersædet blev sendt hjem med et nederlag.
Efter en tidlig Mainz-føring fik Bayern vendt opgøret i anden halvleg og vandt 2-1 på mål af Kingsley Coman og Jamal Musiala.
Marcus Ingvartsen fik de sidste 25 minutter på banen for Mainz i kampen, der var Bo Svenssons første nederlag mod stormagten Bayern. I hans første møde med klubben i april i sidste sæson vandt Mainz.
De tre point betyder, at Bayern øger i toppen af rækken. Den nærmeste forfølger, Borussia Dortmund, fik nemlig blot uafgjort i Bochum lørdag. Bayern har nu 37 point for 15 kampe, mens Dortmund har 31 point.
Mainz er nier i Bundesligaen med 21 point.
Stik mod spil og chancer var det Mainz, der kom foran efter omkring 20 minutter på et tomt Allianz Arena i München.
Jonathan Burkardt modtog bolden i feltets venstre side og slog den ind i hovedet på angrebskollega Karim Onisiwo, der headede Mainz på 1-0.
Både før og efter målet i første halvleg var det Bayern, der dominerede, men trods mange gode målchancer kunne spillerne ikke få bolden i mål.
Det lykkedes dog tidligt i anden halvleg. Et ufarligt Bayern-opspil på egen halvdel blev pludseligt katastrofalt for Mainz, da franske Corentin Tolisso sendte sin lynhurtige landsmand Kingsley Coman afsted med en høj dyb stikning.
Med en god førstegangsberøring tog Coman bolden med i feltet og sparkede den ind i mål mellem benene på Mainz-målmanden.
Et kvarter før tid kom forløsningen for Bayern, da 18-årige Jamal Musiala fortjent sendte sit hold i front. På kanten af feltet sparkede han bolden fladt ind ved fjerneste stolpe og blev matchvinder.
Samme tid lørdag fik RB Leipzig en god start under den nye cheftræner, Domenico Tedesco. Efter tre nederlag i streg førte han Leipzig til en 4-1-sejr over Borussia Mönchengladbach i sin første kamp.
Yussuf Poulsen var ikke med for Leipzig.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.