Bedst på togt: Aalborg Pirates forlængede stime på fremmed is
På egen is har Aalborg Pirates ikke været imponerede gennem den seneste tid. Men aalborgenserne fik endnu en sejr med hjem fra en udebanekamp, da de fredag var på togt på Sjælland

Trevor Gooch åbnede ballet for nordjyderne, da de fredag vandt på udebane - for syvende gang i streg. Arkivfoto: Martin Damgård
HERLEV:Aalborg Pirates vandt fredag aften 3-0 over Herlev Eagles, og dermed forlængede mandskabet en stime på knap to måneder.
Mens piraterne ikke har været imponerende på egen is på det seneste, har nordjyderne nemlig ikke tabt en udebanekamp i Metal Ligaen siden midten af november. Sejren var dermed den syvende i streg på fremmed is.
Som nyt islæt på det nordjyske mandskab spillede nytilkomne Matt Salhany sin første kamp for Pirates og kom på tavlen. Det var dog en anden amerikaner, som åbnede ballet i første periode.
Herlev Eagles - Aalborg Pirates 0-3
Ishockey, Metal Ligaen, grundspil
Periodecifre: 0-1, 0-1, 0-1
Mål: 0-1 Trevor Gooch (15.28), 0-2 Ben Carroll (21.09), 0-3 Matt Salhany (59.08)
Udvisninger: Herlev 3x2 minutter, Aalborg 3x2 minutter
Tilskuere: 634
Her var det gæsterne, som sad tungt på skudstatistikken, hvor Trevor Gooch som den første omsatte den til en scoring. Efter to Herlev-udvisninger lige efter hinanden færdiggjorde han forarbejdet af Tobias Ladehoff og Julian Jakobsen i powerplay, da amerikaneren umarkeret udplacerede Lukas Horak i Herlev-målet.
De aalborgensiske skudforsøg fortsatte i anden periode, hvor Ben Carroll udbyggede føringen. Kirill Kabanov gjorde det nemlig nemt for sin canadiske holdkammerat, da russeren skar ind foran Horak fra venstre og gav plads til Carroll, som fra en skarp vinkel i modsatte side sendte pucken forbi den travle keeper.
Helt til sidst i opgøret kronede Matt Salhany sin debut for Aalborg Pirates, da Herlev satsede alt og trak keeperen ud af målet. Dermed kunne den tidligere SønderjyskE-spiller score på et tomt mål, da den amerikanske debutant fangede en lang puck og gjorde det til 3-0 til gæsterne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.