Aalborg Håndbold

Begyndte dårligt - nu er han Aalborg Håndbolds topscorer

Playmaker Felix Claar har hurtigt fundet melodien hos de danske mestre, men han mener langt fra, at topniveauet er ramt endnu

Felix Claar har scoret 14 mål i holdets tre seneste opgør. Foto: Henrik Louis

Felix Claar har scoret 14 mål i holdets tre seneste opgør. Foto: Henrik Louis

HÅNDBOLD:Når en svensk håndboldspiller flytter til Danmark og omtaler sproget som sin største udfordring, er det et tegn på, at det går ganske godt indenfor stregerne.

Playmakeren Felix Claar har fået en forrygende start hos Aalborg Håndbold, hvor han både i Super Cuppen og de to første ligakampe har styret angrebsspillet suverænt og er holdets topscorer.

- Jeg begyndte egentlig ret dårligt i de første træningskampe, som generelt var tunge for holdet. Siden er det dog gået kraftigt fremad - også for mig selv - og vi bygger bare på fra kamp til kamp. Vi har dog på ingen måde set vores topniveau endnu, forsikrer den 23-årige svensker.

Det falder naturligt for Felix Claar at tage ansvar på banen, og på mange måder er han bare fortsat i samme spor, som det, der i sidste sæson gjorde ham til årets playmaker i den svenske håndboldliga.

- Jeg trives med rollen og ansvaret, og samtidig er det rart at vide, at vi har dobbeltdækning på alle positioner, så man ikke er tvunget til at spille 60 minutter. Netop den store bredde hos Aalborg Håndbold er vel den største forskel fra min tid i Sverige, forklarer Claar.

Felix Claar i aktion mandag aften i Lemvig, hvor det blev til seks scoringer. Foto: Henrik Louis

Felix Claar i aktion mandag aften i Lemvig, hvor det blev til seks scoringer. Foto: Henrik Louis

Trods de ni mål i to kampe forventer playmakeren ikke at stå øverst på aalborgensernes topscorerliste, når sæsonen er slut.

- Jeg plejer jo ikke at lave vildt mange mål selv, men hvis pladsen er der, så går jeg selvfølgelig på mål. Jeg er dog ret sikker på, at jeg bliver overhalet på den topscorerliste.

Torsdag aften skal Felix Claar og Aalborg Håndbold forsøge at få tre på stribe i Håndboldligaen, når turen går til Ribe-Esbjerg, der har fået den stik modsatte sæsonstart med to nederlag.

Det bliver samtidig et møde med den tidligere Aalborg-spiller, svenske Jonas Larholm, der i denne sæson er spillende assistenttræner i det vestjyske.

- Selvom han er 38 år, er Larholm stadig en utrolig dygtig og klog spiller, som jeg selvfølgelig har set op til på landsholdet gennem mange år. Han vælger næsten altid den rigtige løsning, så vi skal bestemt have respekt for Ribe-Esbjerg. De må være sultne efter at komme på tavlen, siger Felix Claar.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.