Mors‑Thy Håndbold

Bergholt-brødre bombede: - Det var et stort øjeblik for os

Emil Bergholt fik selskab af sin bror Viktor, der lørdag fik sine første minutter for Mors-Thy

Der var for første gang dobbelt op på Bergholt, da Emil Bergholts bror, Viktor Berholt, fik debut for Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto Lars Pauli

Der var for første gang dobbelt op på Bergholt, da Emil Bergholts bror, Viktor Berholt, fik debut for Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto Lars Pauli

HÅNDBOLD:Selvom Mors-Thy Håndbold har reddet livet i HTH Herreligaen og kun havde æren at spille for i lørdagens kamp i kvalifikationsspillet mod Ribe-Esbjerg, så var Emil Bergholt langt fra tilfreds med resultatet.

- Vi spillede en fin første halvleg, hvor vi var med helt hen til pausen. I anden halvleg gik alt galt. Vi brændte for meget og kom bagud med fire mål, og så kollapsede vi fuldstændigt, lyder det fra stregspilleren.

Med nederlaget har Mors-Thy ikke længere mulighed for at vinde kvalifikationsspillet, som ellers var klubbens mål.

- Det har ikke været svært at sætte sig op til de her kampe. For hvis ikke man kan sætte sig op til at vinde i håndbold, så kan man lige så godt stoppe karrieren, siger han.

Emil Bergholt brækkede i midten af februar håndleddet og måtte derfor se sine holdkammerater glippe slutspillet. Han var i sidste weekend tilbage på banen mod Fredericia.

- Det var hårdt at sidde ude så lang tid og kigge på fra tribunen. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg ønsker aldrig, at det sker igen.

- Men det er gået godt, for jeg har overhovedet ikke haft nogle problemer med hånden, så det har kun været positivt at komme tilbage på banen, siger Bergholt, der er blevet topscorer for Mors-Thy i begge kampe siden comebacket.

På trods af nederlaget så fik Emil Bergholt en speciel oplevelse undervejs, da hans bror Viktor Bergholt fik sine første minutter i Mors-Thy-trøjen.

- Han var med på bænken i sidste sæson, men fik aldrig spilletid, så det var et stort øjeblik for os begge, da han løb ind banen, siger storebror Emil Bergholt.

Og det må siges, at Viktor Bergholt, der var med på venstre fløj i fraværet af Bjarke Christensen, gik ganske uimponeret til opgaven. Det blev således til tre mål på tre afslutninger.

- Det var da kæmpestort, da han fik sat den første ind. Og derfra kom han da først for alvor i gang med tre mål til allersidst i kampen, lyder de rosende ord for Emil Bergholt.

Bergholt-brødrene scorede tilsammen otte mål mod Ribe-Esbjerg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden