Blackhawks-profil med afgørende rolle i dansk VM-kvartfinaleplads

Danskerne vaskede 0-25-nedtur mod Sverige væk og er nu i VM-kvartfinalen efter 3-2 sejr over Estland. Blackhawks-spilleren Jesper Schmidt kom for anden gang i turneringen på tavlen

Ritzau Ritzau og Emil Halkier
Foto: Michael Madsen
Floorball VM 5. december 2018 16:39 - Opdateret 5. december 2018 16:39

Det danske landshold i floorball er klar til kvartfinalerne ved VM i Tjekkiet, hvor værterne venter i den næste kamp. Onsdag vandt Danmark med 3-2 over Estland i ottendedelsfinalerne.

Mikkel Skov Nielsen blev matchvinder midtvejs i tredje periode, da han scorede kampens sidste mål.

Danskerne kom til at slide hårdt for sejren, og i målet leverede Mike Trolle flere gode redninger for at holde esterne væk.

Danmark kom foran 1-0 ved Emil Odfeldt, før esterne midtvejs i anden periode fik udlignet til 1-1. Herefter bragte Frederikshavn Blackhawks-profilen, Jesper Schmidt, det danske landshold foran 2-1 efter knap 46 minutter. Den føring holdt imidlertid kun et lille minut, før Estland slog tilbage og scorede til 2-2.

I kampens sidste ti minutter lykkedes det dog Mikkel Skov Nielsen at bringe sejren hjem med sin 3-2 scoring.

Da tiden løb ud, brød jublen løs blandt de danske spillere, der nu hører til blandt de otte bedste nationer i verden.

Torsdag aften skal danskerne op imod Tjekkiets VM-værter, der vandt gruppe A efter sejre over Tyskland og Schweiz samt et nederlag til Letland.

Danmark endte sidst i gruppe B og indkasserede undervejs nederlag til Norge, Finland og Sverige. Tirsdag tabte danskerne med hele 0-25 til Sverige.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...