Blod på knæene er et must for Mors-Thy
Mors-Thy Håndbold indleder nedrykningsspillet med en vaskeægte håndboldkrig mod arvefjenden Lemvig-Thyborøn

Rasmus Henriksen jubler over en af sine mange redninger i løbet af grundspillet. Arkivfoto: Henrik Bo
NYKØBING:Normalt er det altoverskyggende tema håneretten, når Mors-Thy Håndbold og Lemvig-Thyborøn tørner sammen i ligaen. Man sidder næsten med fornemmelsen af, at de to klubbers passionerede fans går ligeså meget op i at kunne drille modparten som selve de to point, man dyster om.
Når de to hold lørdag tørner sammen i Lemvig er det dog først og fremmest de to point mere end håneretten, der er i fokus for alle involverede parter. Det er nemlig første runde i nedrykningsspillet, hvor fem hold kæmper om at undgå sidstepladsen, der vil udløse to playoff-kampe mod et hold fra 1. division.
Mors-Thy-truppen er helt med på betingelserne for lørdagens møde. Nok er der et point med over fra grundspillet, men hvis Lemvig-Thyborøn vinder lørdagens kamp, bytter de to hold plads i tabellen.
- Lørdagens kamp handler om, hvem der vil det her mest. Det kan siges så kort og godt. Vi skal være villige til at få blod på knæene. Det er ekstremt vigtigt, at vi er klar på, at det her bliver en krig. Alle ved, at vi står med en risiko for at ryge ud i de playoff-kampe, hvis vi ikke gør det godt nok i de kommende kampe. Vi kender risikoen, siger Rasmus Henriksen.
Den stærke Mors-Thy-keeper kommer med garanti til at spille en afgørende rolle i forhold til, om Mors-Thy får succes i nedrykningsspillets fire kampe. I den forgangne uge er han blevet kåret som grundspillets bedste keeper af Tophåndbold, der står for statistik i de bedste danske håndboldrækker.
Det er dog ikke en kåring, som Rasmus Henriksen ryger i den syvende himmel over.
- Det er da altid rart at få noget anerkendelse, og det her er da en lille anerkendelse, men jeg har nok fået den her udmærkelse, fordi jeg er den keeper, der har stået flest minutter i ligaen. Det handler nemlig en hel del om antallet af redninger, og det tal stiger, jo flere minutter du spiller, siger Rasmus Henriksen.
- Jeg vil mene, at min sæson har været godkendt. Det har nok været lidt svingende fra min side. Jeg vil jo gerne toppræstere i alle kampe, men det er umuligt, siger Rasmus Henriksen, der er glad for det samarbejde, som han har fået med sit forsvar.
- Vi er efterhånden en del spillere, der har spillet sammen i et stykke tid, og det kan jeg også mærke på den tryghed, der er i vores samarbejde. Det er også en rigtig god ballast at have med ind til nedrykningsspillet, siger Rasmus Henriksen.
Her bliver det nemlig defensiven, der mere end noget andet bliver nøglen til Mors-Thy-succes.
- Det defensive arbejde har været en af vores styrker i denne sæson. Det bliver også en stærk defensiv, der skal være med til at sikre os point i de kommende kampe. Vi har fået oparbejdet en stærk defensiv i løbet af sæsonen, så jeg har også stor tillid til, at den kan hjælpe os godt på vej, siger Rasmus Henriksen.
Der er kampstart i Lemvig lørdag klokken 15.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.