Bo Zinck håber på et salg: - Han er 2. divisions bedste venstreback

Mads Larsen træner med hos Viborg FF. Det glæder Jammerbugt-træner Bo Zinck

 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Lørdag spillede de nordjyske 2. divisionshold Jammerbugt FC og Thisted FC en træningskamp på Sparekassen Vendsyssel Arena ved Pandrup.

Til kampen måtte Jammerbugt-cheftræner Bo Zinck dog undvære backen Mads Larsen, der har spillet et trecifret antal divisionskamp for de blåblusede. Han prøvetræner nemlig hos Viborg FF.

Det er træneren dog ikke så ked af.

Der er nemlig en mulighed for, at klubben igen sender en spiller op i højere rækker - som man senest har gjort med Emil Kobberup og Zander Hyltoft, der i pausen skiftede til Vendsyssel FF i NordicBet Ligaen.

- Hvis vi kan sende en spiller til Viborg, som de køber, så er jeg jo glad. Så løser vi det hos os, som vi har gjort mange gange før. Det er en fed oplevelse for Mads, og det er stort for klubben, lyder det fra Bo Zinck.

- Det undrer mig bare, at der er gået så lang tid. Jeg anser ham som 2. divisions bedste venstreback, tilføjer cheftræneren.

Selvom Mads Larsen ikke kunne bidrage i træningskampen mod divisionskollegerne fra Thisted, klarede vendelboerne det alligevel godt, melder træneren. Jammerbugt vandt nemlig 2-0 på mål af Morten U. Thomsen og Lasse Storvang.

- Det var en god træningskamp med masser af intensitet og dueller. Der var en masse spillere, der gerne ville vinde. Det var et lokalopgør på mange måder og lignede en turneringskamp. Det er vi godt tilfredse med, siger Bo Zinck.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.