Børsting sikrede AaB testsejr

Randers FC nedlagt i superligaholdets første træningskamp

Claus Jensen
Frederik Børsting får en krammer efter sin scoring mod Randers FC. Foto: Torben Hansen
AaB 13. januar 2018 15:05 - Opdateret 13. januar 2018 17:35

FODBOLD: Superligaholdet AaB tog lørdag hul på striben af træningskampe frem mod forårspremieren 10. februar.

På udebane mod Randers FC vandt Morten Wieghorsts udvalgte 1-0. Frederik Børsting blev matchvinder i det 25. minut, da han på kanten af feltet sparkede en returbold efter et hjørnespark i nettet.

Randers startede kampen bedst og havde et par store tilbud, men siden overtog AaB styringen. Kristoffer Pallesen var et stort aktiv fremad banen, og Pavol Safranko kom til flere afslutninger - uden at finde skarpheden.

I slutningen af første halvleg måtte AaB-målmand Michael Lansing og efterfølgende Jores Okore i stedet redde et par artige Randers-tilbud på målstregen.

I de sidste 45 minutter blev der skiftet flittigt på begge hold, men det var stadig AaB, der var i teten - uden at skabe de helt åbne chancer.

I slutfasen kom Randers FC i stedet til et par store muligheder. Et frispark fra Joni Kauko ramte stolpen bag Michael Lansing, og returen blev på utrolig vis sparket forbi. Dermed forblev Frederik Børstings mål i første halvleg kampens eneste.

AaB spiller holdets næste testkamp om en uge, hvor turen går til Sverige for at møde IFK Göteborg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...