BSV dukkede Aalborg Håndbold med én - igen

For anden gang i sæsonen tabte Aalborg Håndbold med mindste margin til Bjerringbro-Silkeborg

Emil Halkier
Foto: Hans Ravn
Aalborg Håndbold 13. februar 2019 21:41 - Opdateret 14. februar 2019 14:24

HÅNDBOLD: Hånden op, hvis du kan huske, hvad der skete 10. oktober 2018 i tidsrummet 20.30-22-00. Nej? Det var i Silkeborg. Ikke engang en lille håndboldklokker, der ringer?

Nå, men der kastede Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg en luns kød ud, gav smagsprøver på, hvordan det tager sig ud, når grund- bliver til slutspil. Onsdag aften gjorde de to duellanter det igen. Stopfordrede et sultent aalborgensisk publikum til bristepunktet med den vare, der står på allerøverste hylde i herreligaens håndboldbutik.

For Aalborg Håndbold var det med håbet om at holde snor i GOG på førstepladsen, mens gæsterne fra BSV jagtede avancement opad i tabellen og muligheden for point til slutspilskontoen.

Sidst blev det en smal etmålssejr til BSV, og onsdag aften blev en gentagelse, da Aalborg Håndbold tabte 33-34.

Henrik Møllgaard havde i optakten talt om højden i forsvaret - at finde den rette af slagsen - og dét især på 212 centimeter høje Nikolaj Markussen, hvis fysiske dimensioner gør ham besværlig at kontrollere. Lige netop den del havde Aalborg Håndbold sine udfordringer med specielt i første halvleg, hvor silkeborgensernes verdensmester nettede seks gange, men også fordelte boldene med stor snuhed.

Til gengæld havde aalborgenserne og førnævnte Møllgaard i særdeleshed fornuftig kontrol over BSV-playmaker Sebastian Skube, der normalt ikke behøver mange sekunders betænkningstid, før han sender sine direkte modstandere ud i cafeteriet efter to franske hotdogs og en kold kakaomælk.

Efter en tidlig 3-1 føring til gæsterne, fik hjemmeholdet, godt hjulpet af et par BSV-udvisninger, skabt en my afstand, scorede tre gange i tomt mål, sidste fra Andreas Holsts hånd og kom foran 7-5 efter ni minutter.

Angrebsmæssigt har tempo og direkthed været en mangelvare med Aalborg-fortegn de seneste runder, men mod Bjerringbro-Silkeborg blev niveauet i den ende hævet betragteligt.

Særligt Omar Ingi Magnussen var dejligt direkte, maste på, ikke forhastet, men med overblik, kølighed og forfaldt sjældent til alibiløsninger.

Emil Halkier
Aalborgs Andreas Holst i et gemmenbrud mod Bjerringbro-Silkeborg. Foto: Hans Ravn

20 minutter skulle der gå, før BSV-keeper Aljosa Rezar diskede op med sin første redning og med det in mente, var det næppe tilfredsstillende for Aalborg-træner Stefan Madsen, at nordjyderne stod med et 12-12 udgangspunkt på hænderne.

I Aalborgs eget mål havde Kristian Sæverås også sine udfordringer. En håndfuld gange var han uheldig mellem stolperne, så både parade- og stolpeskud gå ind bag sig, hvilket resulterede i en udskiftning. Ind med Mikael Aggefors i stedet.

Når ikke Markussen voldte Aalborg problemer, valgte en indskiftet og bundrutineret Mads Øris Nielsen at svinge den skudarm, som ville gøre samtlige andre 37-årige misundelige, efter bedste evne, lavede ravage, tre scoringer og hurtige aftræk. Nordjyderne bagude til pause, 17-18.

Manglende coolness til sidst

Nordjyderne fik tidligt i anden halvleg muligheden for at bringe sig i front, og den chance Omar Ingi Magnusson skulle forvalte, fri i en kontra, kunne næppe have været større. I vejen stod dog Kasper Larsen, og i stedet kunne Johan Hansen fra fløjen sende gæsterne foran 22-21.

Det var tydeligt, at ingen af de to hold endegyldigt kunne stække hinandens våben. Ja, det lugtede langt væk af, at tilskuere ville få den tætte kamp, det også viste sig at blive.

Med et kvarter tilbage, ved 25-25, tog islandske Omar Ingi Magnusson nok engang ansvar, viste rappe fødder, også rappere end Mads Øris Nielsen kunne matche, kastede sig på ydersiden af backen og sendte Aalborg i front 26-25.

Emil Halkier
BSV's Jesper Nøddesbo i færd med at afklæde Magnus Saugstrup i en duel. Foto: Hans Ravn

Hvor Janus Smarason i perioder før jul svingede en del i niveau, havde den lynhurtige playmaker en finger med i mange af Aalborgs afgørende onsdag aften. I andenfasen solgte islændingen sig dyrt, tromlede gennem BSV-forsvarets midte, trak en udvisning og kastede bolden bagom ryggen i mål til 30-27 føring.

Når Aalborg-lejren taler om ting, der kendetegner tophold, bliver evnen til at kontrollere og afvikle slutminutterne gang på gang hevet frem.

Denne aften blev førnævnte evne testet i yderste potens - og fejlede.

Foran 33-32 med fire minutter tilbage, bolden i egne rækker, Smarason med vilje og tilkendt straffekast, men efterfølgende ukoncentration fra Barhold, som misbrugte. Nordmanden havde ellers omsat de seks foregående.

Heldigt for Aalborg hev Mikael Aggefors en storredning op af hatten, gav holdkammeraterne endnu en mulighed for at sætte trumf på, men også denne gang en BSV-redning. I stedet kunne Nikolaj Øris score til 33-33 med et minut tilbage.

Herefter valgte cheftræner Stefan Madsen at tage timeout, sætte tingene op, men igen viste Kasper Larsen mellem stolperne sig at være gæsternes løsning på problemerne.

I stedet kunne BSV-bænken smide det grønne kort og aftale, hvordan de ville forvalte kampens sidste 23 sekunder.

Det gjorde de ved at sende Jacob Lassen afsted nærmest parallelt med baglinjen i højrefløj, og her gravede Lassens venstrearm mirakler frem, passerede Aggefors og sikrede BSV sejren med 34-33.

Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg mødes igen om en måned, når holdene står i vejen for hinanden i jagten på sæsonens første trofæ i semifinalen ved Final4. Parentes bemærket en triumf begge klubber har til gode at opleve.

Og efter to etmåls-nederlag i sæsonen må Aalborg Håndbold være revanchelystne.

Kampfakta

Tema: Aalborg Håndbold

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...