Canadisk skiløber bryder årelang sejrstørke i storslalom
Valerie Grenier indtog uventet hovedrolle, mens Mikaela Shiffrin må vente mindst en dag på at tangere rekord.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
I 49 år havde en canadier ikke vundet et World Cup-løb i storslalom for kvinder, men den statistik slettede Valerie Grenier lørdag i slovenske Kranjska Gora Gora.
Canadiske Cathy Kreiner vandt et World Cup-løb i storslalom 6. januar 1974.
Det var seneste gang, en canadisk kvinde havde vundet i disciplinen. Det er præcis 49 år og én dag siden. Det skriver dpa.
Grenier overraskede hele alpineliten inklusiv den amerikanske stjerne Mikaela Shiffrin, der blev delt nummer seks.
Den 26-årige canadier førte efter første gennemløb, og hun var også hurtigst efter andet gennemløb.
- Jeg har ingen ord. Jeg kan fortsat ikke tro det. Det er en drøm, som går i opfyldelse. Jeg har ønsket dette så længe. Jeg er så glad, siger en rørt Grenier.
Løbet i Kranjska Gora var Greniers 90., og tidligere har hun aldrig været på podiet i World Cuppen.
Grenier vandt 37 hundrededele af et sekund foran italieneren Marta Bassino, mens slovakiske Petra Vlhová blev treer.
Shiffrin formåede lørdag dermed ikke at tangere rekorden for fleste World Cup-sejre. Den rekord har amerikaneren Lindsey Vonn stadig med 82 sejre.
- I hvert løb, jeg deltager i, har jeg chancen for at tangere rekorden. Det vil ske en dag.
Søndag er der igen storslalom i Kranjska Gora, og her kan Shiffrin igen få mulighed for at tangere rekorden.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.