Cavani redder Manchester Uniteds ære i hæsblæsende kulisse
Det buldrede frem og tilbage, da St James' Park lagde græs til et vildt og underholdende Premier League-brag.

Britain Soccer Premier League Jon Super/Ritzau Scanpix
Det holdt umådelig hårdt, men Manchester United fik mandag aften point med hjem fra sit besøg hos Premier League-bundholdet Newcastle.
Hjemmeholdet sprudlede foran et ellevildt publikum efter en tidlig scoring. Men gæsterne, som havde spillet en dårlig kamp, fik greb om begivenhederne i kampens sidste fjerdedel.
Edinson Cavani reddede gæsterne med sin scoring til 1-1 20 minutter før tid. Det er dog ikke noget, der batter i stillingen.
United er placeret som nummer syv med 28 point efter 17 kampe. Det er 19 point færre end bysbørnene fra Manchester City på førstepladsen.
Nyrige Newcastle ligger næstsidst med to point op til Watford på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Kampen fik et brag af en begyndelse. Allerede i syvende minut scorede Allan Saint-Maximin, som spillede en stor kamp, et flot mål, efter at Raphaël Varane begik en fejl og mistede bolden midt på Uniteds banehalvdel.
Saint-Maximim fik bolden i feltet og driblede forbi et par passive modstandere, inden han med det yderste af foden dirigerede den op i hjørnet.
Det tændte en ild i det altid medlevende publikum på St James' Park, og Newcastle foldede det ene aggressive angreb ud efter det andet.
Jonjo Shelvey tvang David De Gea til en god redning med et hårdt langskud, og Callum Wilson fik sågar bolden over stregen, men var offside.
United tog toppen af presset, men formåede aldrig selv at skabe noget af betydning før pausen.
Lige efter pausen var Allan Saint-Maximin millimeter fra at fordoble føringen. Helt tæt på mål fik han pludselig bolden, men fik ikke ordentligt ram på den.
Uniteds indtil da farligste forsøg kom få minutter senere, da Marcus Rashford testede den tidligere Esbjerg-målmand Martin Dúbravka med et langskud.
Newcastle holdt længe fast i momentum og havde til stor begejstring for publikum flere store muligheder - men efter 70 minutter greb United fat om livlinen.
Efter et mislykket forsøg skovlede den indskiftede målræv Edinson Cavani bolden i mål til 1-1.
Herefter stod der United på det meste, men tre minutter før tid sparkede Newcastle på stolpen, inden David De Gea måtte flyve i fuld længde for at tippe en afslutning over mål.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.