Christian Eriksen er årets mest googlede person i Italien
Christian Eriksen overgår sportsstjerner og premierminister og er årets mest googlede person i Italien.

FILES-FBL-ITA-SERIEA-AC MILAN-INTER-ERIKSEN-KJAER Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen har været en de mest omtalte personer i 2021.
Ikke kun i Danmark, hvor han topper listen over årets mest googlede personer.
Det gør han også i Italien, viser Googles oversigt over mest populære søgninger i støvlelandet i år. Globalt er Eriksen den mest googlede atlet foran blandt andre Tiger Woods og Simone Biles.
Eriksen, der kollapsede på banen i en landskamp mod Finland ved EM i sommer, er på kontrakt i den italienske storklub Inter.
Danskeren topper listen over mest googlede personer i Italien foran tennisspilleren Matteo Berrettini og landets premierminister, Mario Draghi.
På fjerdepladsen finder man en anden fodboldspiller i skikkelse af målmanden Gianluigi Donnarumma, der sammen med resten af det italienske landshold vandt EM i fodbold i 2021.
Bandet Måneskin, som har en dansk bassist og vandt det europæiske melodigrandprix i maj, er nummer fem.
Mens Eriksen altså er på lønningslisten i Inter, har han med al sandsynlighed spillet sin sidste kamp i Italien. I ligaen Serie A må man nemlig ikke spille med en pacemaker, som den Eriksen efter sit hjertestop fik indopereret.
Eriksen selv har endnu ikke meldt ud, om han vil fortsætte med at spille fodbold. I sidste uge kom det dog frem, at han holder formen ved lige ved blandt andet at selvtræne på OB's træningsanlæg i Odense.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.