Corona-tiltag: AaB måtte afbryde træningen
Superligaklubbens spillere og ansatte er sendt hjem i 14 dage

AaB-spillerne nåede ikke ret langt i torsdagens træning, før de fik besked om at afbryde den. Foto: Claus Jensen
FODBOLD:AaB's superligatrup var netop gået i gang med torsdagens træning på Hornevej i Aalborg Øst, da Divisionsforeningen meddelte, at alle fodboldkampe i Superligaen, 1. og 2. division er aflyst i de næste to uger.
Beslutningen kommer efter statsminister Mette Frederiksens (S) melding onsdag aften, hvor hun iværksatte en række initiativer, der skal modvirke spredning af coronavirus.
AaB-ledelsen reagerede straks ved at afbryde træningen og kalde spillerne ind i Børge Bach Huset for at få en orientering.
Ifølge klubben er alle medarbejdere i administrationen blevet bedt om at arbejde hjemmefra. Administrationsbygningen på Hornevej er derfor lukket de næste to uger.
Træningsprogrammet og hverdagen for AaB’s 3F Superligatrup er endnu ikke fastlagt for den kommende tid, men der meldes nyt ud om situationen, så snart der ligger noget fast.
I Hobro IK støtter man også op om beslutningen. Alle medarbejdere i Hobro IK er sendt hjem og arbejder derfra de næste to uger hjedmmefra. Hobro IK's administrationsbygning samt klubhus er derfor lukket ned.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.