Coronavirus får AaB til at droppe træningskampe
Superligaholdet skulle have mødt Wuhan og Dalian fra Kina på den kommende træningslejr, men har nu valgt at trække stikket
Opdateret kl. 15:49
FODBOLD: AaB skal i sidste øjeblik på jagt efter en ny modstander på den træningslejr i Spanien, som superligaholdet torsdag formiddag sætter kursen mod.
Klubben har valgt at trække stikket på de allerede aftalte kampe mod Wuhan Zall FC og Dalian Yifang FC fra den kinesiske Super League - på grund af udbruddet af den dødelige coronavirus. AaB skulle have spillet mod Wuhan tirsdag 4. februar og Dalian onsdag 5. februar.
- Vi er bevidste om, at risikoen for smitte måske er mikroskopisk, og at der stadig er meget, man ikke ved om virussen, men i samråd er ledelse, trænerstab og sundhedssektor blevet enige om ikke at løbe nogen som helst risiko, siger AaB-direktør Thomas Bælum i en pressemeddelelse.
- Det er selvfølgelig ærgerligt for os, hvis vi ikke finder en anden modstander på træningslejren, men i det store billede er situationen jo allermest ulykkelig for Wuhan-klubben og deres landsmænd, lyder det videre fra Thomas Bælum.
Fodboldholdet fra Wuhan Zall FC ankom onsdag til Spanien, da holdet er blevet clearet til at komme til landet. Spillerne har ikke været i nærheden af epicentret omkring coronavirussen i Wuhan siden 2. januar og er desuden ude over inkubationstiden. Ingen i kinesernes trup har udvist symptomer
Alligevel siger de spanske myndigheder, at man holder et vågent øje med det kinesiske hold på træningslejren i Spanien. Det skriver det spanske netmedie The Olive Press.
Mange fodboldhold befinder sig i den kommende uge i Andalusien-området, men langt de fleste matchninger har allerede fundet sted.
Thomas Bælum er alligevel fortrøstningsfuld over, at det nok skal lykkedes nordjyderne at få arrangeret en eller flere nye træningskampe.
- Vi kommer til at arbejde på højtryk til sidste minut for at finde noget modstand dernede. Der er heldigvis mange hold og flere lokale klubber, så mon ikke det lykkedes. Hvis ikke det gør, må vi spille en intern træningskamp, men det er selvfølgelig ikke optimalt, siger han.
AaB tager hele superligatruppen på 25 spillere med til Spanien - suppleret med U19-ligamålmanden Marcus Bundgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.