Cykling og helstegt pattegris: Til sommer er der cykelweekend på Mors
Til juni afholdes Morsø Bike Weekend for første gang nogensinde, og der er lagt i støbeskeen til en weekend med masser af cykling, smuk natur, kammeratskab og sågar helstegt pattegris

Til Morsø Bike Weekend vil der være cykelruter til alle fra øvede til nybegyndere. Arkivfoto: Lars Pauli
THY/MORS:Om du er til MTB, racer, gravel eller e-bikes, så kommer en nyhed til dig, som er vild med den friske luft, Danmarks skønneste natur og er kendt som cykelentusiast i vennegruppen. Fra 9. til 11. juni åbnes Midtmors Sport og naturen på Mors, i Nationalpark Thy og i Salling for alle, der har den mindste interesse for cykling.
Sammenhold og hygge
Cykelentusiasterne bag Morsø Bike Weekend, håber, at eventet bliver startskuddet til en kæmpe cykelsucces, som bliver afholdt mange år frem.
- Der findes mange løb rundt omkring i Danmark, men vi vil gerne sætte mere fokus på hygge og motion for cykelfolket. Vi har lavet op mod 25 forskellige, som deltagerne frit kan vælge imellem. Ruterne viser den nordjyske natur fra allerflotteste side. Og så er sammenhold, hygge og forplejning nøgleord for os, fortæller medarrangør Keld Andersen.
Når eventet henvender sig til alle cykelentusiaster i Danmark, skal der naturligvis også være muligheder for overnatning begge dage. Fodboldbanen tages i brug til camping- og teltplads, mens overnatning indendørs på egne medbragte madrasser, foregår i centret i Midtmors Sport.
Frihed og forplejning
Forplejningen er der også sørget for. Både med morgenmadsbuffet, frokost, der kan nydes på ruterne og helstegt pattegris. Her vil der også være livemusik og hygge.
Efterdønningerne af Covid-19 mærker foreningerne stadig, hvor prioriteterne mellem arbejde, familieliv og fritid fylder meget. Friheden til at vælge til og fra er derfor en stor del af Morsø Bike Weekend.
- Hvad enten man ønsker at deltage i hele weekenden, to eller en dag, sågar bare en enkelt cykeltur, så er der mulighed for det. Vi ved at friheden til at kunne vælge til og fra øger deltagelsen. Nogle kan måske afse en hel weekend, mens andre ikke har den mulighed, fortæller medarrangør Karsten Larsen, der til sommer cykler med Team Rynkeby til Paris.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.