Dét år glemmer Tom K aldrig
Den nordjyske racerlegende vil sige tillykke til den racerkører, der slår hans rekord

Tom Kristensen signerer bogen om hans 18 deltagelser i Le Mans - og om løbets historie gennem 100 år, som netop er blevet udgivet med to nordjyske mediepersoner som henholdsvis forfatter og billedredaktør. Foto: Claus Søndberg
NORDJYLLAND:Det er søndag 19. juni 2005. Der er stegende varmt i den franske provinsby Le Mans.
Den nordjyske racerkører Tom Kristensen har netop skrevet sig ind i historiebøgerne med sin 7. sejr i verdens længste og hårdeste motorløb, og efter masser af pressearbejde under den varme sommersol ovenpå dén præstation får han endelig fred til at aflytte sin telefonsvarer på hotelværelset sent den aften.
- Tom, jeg sidder og ser den sidste omgang. Det er fantastisk. Vi fejrer din fantastiske og velfortjente rekord. Det er fantastisk, hvad du har opnået. Vi skåler for dig i champagne. Jeg har tårer i øjnene, lyder den varme besked fra den nu detroniserede Le Mans-konge Jacky Ickx, der i 22 år havde rekorden for flest sejre med seks - indtil Tom K udlignede den i 2004.
Og altså overtog den året efter.
Det er Tom Kristensen selv, der fortæller historien om den nu 78-årige belgier, som med tiden er blevet en nær ven af den 55-årige himmerlænding.
- Sikke et overskud - det er jo vanvittigt, konstaterer Tom Kristensen.

Tom Kristensen og Marco Werner fejrer sejren i 2005, som betød, at danskeren dermed var manden med flest sejre af alle i verdens hårdeste motorløb. Foto: Claus Søndberg
Selv om det snart er 10 år siden, han indstillede sin karriere, er nordjyden stadig dybt involveret i den internationale motorsportsverden med masser af tv-arbejde, steward-opgaver i Formel-1 serien og mere repræsentative opgaver for blandt andre A.C.O., som arrangerer Le Mans.
Hele det forløbne år har Tom Kristensen været ambassadør for 24 timers-løbet, som i år fejrer sit 100 års jubilæum. Han har rejst rundt til racerløb i hele verden for at præsentere det helt særlige trofæ, som er skabt i anledning af jubilæet.
Det får vinderne overrakt på podiet, når dette års løb slutter søndag 11. juni kl. 16 på et totalt udsolgt Cirquit de la Sarthe i Le Mans, der rummer en kvart million tilskuere.
Flest Le Mans-sejre
- Ni sejre: Tom Kristensen - 1997, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2008, 2013.
- Seks sejre: Jacky Ickx, Belgien - 1969, 1975, 1976, 1977, 1981, 1982.
- Fem sejre: Derek Bell (England), Emanuele Pirro (Italien), Frank Biela (Tyskland).
lemans.org
Le Mans 2023
- Dette års Le Mans skydes i gang lørdag 10. juni kl. 16.
- 62 biler stiller til start i fire klasser.
- Der er 16 deltagende biler i den hurtigste klasse for hypercars.
- Der er 24 biler i LMP2-klassen.
- Der er 21 biler i GTE AM-klassen.
- Der er én bil i Innovative-klassen.
- 13 danskere kørere deltager i årets Le Mans. Heraf tre nordjyder, Marco Sørensen, Anders Fjordback og debutanten Malthe Jakobsen.
- Tre danskere kører i klassen for hypercars. Det er Michael Christensen i bil #5 - en Porsche 963. Nicklas Nielsen i bil #50 - en Ferrari 499P. Samt Mikkel Jensen i #93 - en Peugeot 9X8.
- Fem danskere stiller til start i LMP2. Det er Oliver Rasmussen og David Hannemeier Hansson i #28 - en britisk JOTA-racer. Jan Magnussen og Anders Fjordback sidder sammen i #32 - en Oreca 07-racer, mens Malthe Jakobsen fra Sennels ved Thisted har sæde i #37 - en Oreca-racer.
- Fem danskere kører med i GTE AM-klassen. Det er Marco Sørensen, Gustav Birch og Jens Møller i en ren dansk besat Aston Martin med #55. Mikkel Pedersen kører i #77 - en Porsche 911, mens Michelle Gatting har sæde i #85 - også en Porsche 911.
lemans.org
Det podium kender Tom Kristensen bedre end de fleste. 18 gange har han stillet til start. 14 gange har han gennemført - og hver gang er han endt på podiet. Ni gange som vinder, to gange som runner-up og tre gange som nummer tre.
Fire gange er den bil, han havde sæde i, udgået. Tre gange fra front.
Mest ondt gjorde det i 1999, hvor den BMW, nordjyden delte med finnen J.J. Lehto og tyske Jörg Müller, udgik mindre end fire timer før afslutningen med en føring på over fire omgange.
- Vi førte så stort, at vi bevarede føringen i 17 minutter efter, at vi var udgået. Det var 17 minutter, hvor det føltes som at få stukket en kniv i maven. Det var mit traumatiske øjeblik, og det gjorde så ondt, at det var med til at tænde den ild og skærpe det fokus, som gjorde, at jeg vandt løbet de følgende seks år, erindrer Tom Kristensen.
Det var det år, hvor Tom Kristensen stik mod alle odds besejrede kæmpefavoritterne fra Peugeot i en aldrende Audi R10 sammen med skotten Allan McNish og italieneren Dindo Capello, fordi de bedre forstod at holde bilen på banen og fri af tekniske problemer i et løb, hvor de i modsætning til franskmændene havde forberedt sig på en regnfuld nat i Le Mans.

Tom Kristensen på podiet som vinder af Le Mans for ottende gang - denne gang efter løbet i 2008, hvor det mod alle odds lykkedes danskeren at besejre favoritterne fra Peugeot sammen med Allan McNish og Rinaldo Capello. Her sammen med teamleder Ralf Jüttner og Audi-chefen, Dr. Wolfgang Ullrich. Foto: Claus Søndberg
Selv betragter Tom Kristensen på 10 års afstand sine oplevelser på Le Mans som en helhed.
Lige fra debutløbet i 1997, hvor han blev fløjet ind i sidste øjeblik, satte banerekord og var med til at køre en Porsche først over målstregen sammen med italieneren Michele Alboreto og svenske Stefan Johansson.
Og til sin sidste sejr i 2013, hvor han kort før løbet havde mistet sin far og under løbet også måtte se danske Allan Simonsen miste livet efter en ulykke tidligt i løbet.

Franskmanden Loïc Duval, Tom Kristensen og, Allan McNish fejrer sejren i 2013, som skulle vise sig at blive nordjydens sidste. Foto: Audi Communications Motorsport
Han fremhæver dog løbet i 2001. Under forberedelserne til løbet mistede Michele Alboreto, som Tom Kristensen vandt med i 1997, livet, da han 25. april forulykkede under en testkørsel for Audi på Lausitzring i Tyskland.
Selve løbet blev gennemført med tung regn i 19 af løbets 24 timer. Til slut med Tom Kristensens Audi R8 som vinder for andet år i træk.
- Det løb var det mentalt hårdeste, fastslår Tom Kristensen.

Tom Kristensen fejrer Le-mandssejren i 2001, som han vandt sammen med Frank Biela og Emmanuele Pirro - som han også vandt med i 2000 og 2002. Foto: Claus Søndberg
Selv om den aktive karriere er indstillet, er han på plads, når starten går på jubilæumsløbet om halvanden uge.
Som Grand Marshall er det ham, der vifter løbet i gang og sender de 62 deltagende biler ud på 24 timer ræs mod det ternede flag, som Tom Kristensen har så stor respekt for.
Og aldrig tager for givet.
- Forvent det uventede, har han gentaget igen og igen.
Ni år efter hans seneste deltagelse er ingen kommet tættere på at slå hans rekord på ni sejre. Tættest på er stadig Jacky Ickx, der vandt sin seneste sejr helt tilbage i 1982.
Selv om belgieren under hele sin karriere sagde, at rekorder er til for at blive slået, har han for nylig sagt i et interview, at Tom Kristensens rekord aldrig bliver overgået.
- At få den rekord har aldrig været det, der drev mig. Overhovedet ikke. Det var at køre Le Mans. Men hvis rekorden en dag bliver slået, vil jeg også gerne være den første til at ønske ham eller hende, der gør det, tillykke, fastslår Tom Kristensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.