AaB

Debutanten var overrasket over rødt kort: Jeg har sagt undskyld

Tim Prica nåede kun 13 minutter på banen i sin AaB-debut

Dommer Mikkel Redder tøvede ikke med at vise det røde kort til en overrasket Tim Prica. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Dommer Mikkel Redder tøvede ikke med at vise det røde kort til en overrasket Tim Prica. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Forventningerne har været store til AaB's talentfulde svenske angriber, Tim Prica, efter han har lavet tre mål i fire testkampe.

Men søndag nåede han kun 13 minutter på banen, inden den nordjyske dommer Mikkel Redder sendte ham ud igen. Et direkte rødt kort til Prica, der med ulovlige midler stoppede en omstilling.

- De får bolden i en farlig position, og jeg tænker, at det er bedst, hvis de ikke kommer for langt i deres omstilling. Jeg synes ikke selv, at den var specielt hård, men dommeren synes noget andet. Og han dømmer den, som han ser den. Sådan er det, siger Tim Prica om situationen.

- Og det er rigtigt, at jeg så overrasket ud, for jeg havde virkelig ikke regnet med, at han ville vise det røde kort, så havde jeg ikke gjort det, siger han.

AaB var ellers inde i en god periode før det røde kort, og det så ud til, at det ville være et spørgsmål om tid, før bolden endelig ville passere en ellers velspillende Thomas Mikkelsen i Lyngby-målet.

- Ja, jeg har selvfølgelig sagt undskyld til drengene derinde. Og så har jeg rost dem for ellers at spille en god kamp. Men det er klart at alle de gange, jeg har tænkt på min debut, så var det ikke sådan her, jeg havde tænkt, den skulle ende, siger Tim Prica.

Svenskeren er der store forventninger til, fordi faderen Rade Prica igennem halvandet år i Aalborg var en forrygende angriber. Og Tim Prica håber da også, at han hurtigt kan rejse sig igen - selvom han nu nok skal sidde ude i nogle kampe.

- Jeg skal forsøge at snakke med de mere erfarne spiller i truppen og få noget hjælp til at komme videre. Og ellers er der jo ikke andet for end at tage en kamp ad gangen. Holdet spiller godt, siger Tim Prica.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.