Decimerede Thisted-kvinder tabte generalprøven

FC Thy rundede slutspillet af med at tabe til Kolding

FC Thy-Thisted Q slutter på fjerdepladsen i Gjensidige Kvindeligaen trods lørdagens nederlag til Kolding. Arkivfoto: Claus Søndberg

FC Thy-Thisted Q slutter på fjerdepladsen i Gjensidige Kvindeligaen trods lørdagens nederlag til Kolding. Arkivfoto: Claus Søndberg

FODBOLD:Fodboldkvinderne fra FC Thy-Thisted Q kan i næste uge spille sig i sin første pokalfinale, men thyboerne fik en dårlig generalprøve til semifinalen mod Kolding Q.

Da de to hold lørdag stod over for hinanden i Thisted til den sidste kamp i slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen, vandt Kolding 2-0 på to mål i første halvleg.

- Det var en speciel kamp med to hold, der havde roteret en del og havde nogle nye spillere på nye pladser. Der var ikke nogen, der var interesseret i at blotte sig før kampen på onsdag, fordi kampen i dag i hvert fald for os var ligegyldig. Kolding havde momentum i slutningen af første halvleg, hvor de også scorede de to mål, men derudover var det en lige kamp.

- Som jeg sagde før kampen, er det helt lige, når vi møder Kolding, og selv om de måske var to gram bedre end os på dagen, er det ikke noget, der skræmmer os før onsdag. Det bliver helt lige igen, siger Thisted-træner Torben Overgaard.

Nederlaget ændrer altså heller ikke på, at FC Thy-Thisted Q slutter sæsonen på fjerdepladsen.

- Hvis man før sæsonen begyndte, havde sagt, at Thisted Q skulle blive nummer fire, tror jeg, at der var blevet grint ret meget. Det er langt over forventning, at vi har kunnet bide skeer med de tre store hold og være bedre end dem under os. Der var ingen, der havde turdet drømme om, at vi var så langt i projektet allerede, siger Torben Overgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.