AaB

Den perfekte afslutning for AaB-legenden

Patrick Kristensen sluttede af med en succesoplevelse

Patrick Kristensen fik den perfekte afslutning på en flot karriere i AaB. Foto: Bo Lehm

Patrick Kristensen fik den perfekte afslutning på en flot karriere i AaB. Foto: Bo Lehm

FODBOLD:Mens FC Midtjylland-spillerne kunne danse rundt og juble over et sikkert mesterskab, så var der også smil hos AaB-spillerne efter sæsonens sidste kamp.

Og et af de største sad på Patrick Kristensen, der med sejren i Herning sagde farvel til en lang og flot karriere, der har budt på tre pokaler med AaB.

- Den slutter med et brag, kan man sige. Det var fandeme fedt. Drengene leverede i første halvleg en toppræstation mod et hold, der har været stærke i hele året. Og så var det fedt at slutte af med at spille som otter. Det skulle jeg have opdaget noget før. Men det var et fantastisk punktum for karrieren, siger Patrick Kristensen.

- Vi har været lidt ramt med skader her til sidst, og den skulle kriges hjem i dag, så vi måtte helt ned i bunden af værktøjskassen i dag, og det viste sig, at der er der også kvalitet, siger han.

Patrick Kristensen kunne have sluttet som den mest vindende AaB’er nogensinde, hvis holdet havde nappet pokalfinalen.

- Jeg havde jo også selv regne ud, at jeg ville stå med den ære, hvis vi havde vundet, så det var en lang hjemtur. Men især, når man kigger på, at vi i kampene lige siden har spillet meget bedre. Augo og Würtz vil jo nok pryde sig med kampantallet, men det kunne da have været fedt lige at kunne vise dem et firetal, siger han med et stort grin.

Altmuligmanden glæder sig dog over, at han efterlader AaB i trygge hænder med et ungt hold, der viser fremskridt.

- Malthe var jo outstanding i første halvleg, og Klitten-brødrene kan jeg ikke kende forskel på, så jeg kan ikke sige, hvem der var bedst, men de gjorde det også godt. Bare det, at vi slår de danske mestre viser, at der er kvalitet. Vores defensiv har set bundsolid ud - lidt som FCM igennem hele sæsonen - så kan man levere sådan noget igennem en hel sæson, hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre. Jeg har jo prøvet at være med hos AaB, hvor det er endt ret godt, siger han.

- Da jeg skulle holde min farveltale sagde jeg også, at de havde sat gang i noget godt. Det var ikke kønt i hele kampen, men vi vinder, og det er det fodbold handler om. Jeg har jo ikke en træneruddannelse endnu, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.