Der skal noget ekstraordinært til at lokke topscorer væk fra AaB

Louka Prip er en af de store positive historier fra AaB, og noget tyder på, at AaB's fans også kommer til at nyde godt af ham i næste sæson

Louka Prip har allerede blikket stift rettet mod næste sæson i AaB. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Louka Prip har allerede blikket stift rettet mod næste sæson i AaB. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:14 scoringer og fire oplæg til scoringer. Det var det personlige udbytte, som Louka Prip kunne gå på sommerferie med efter sin første sæson i AaB-trøjen. 

Det er et udbytte, som kalder på de helt store roser, og som også har skaffet AaB's topscorer en plads på sæsonens hold i Superligaen. 

- Det har bare været fedt. Lige fra første dag er der blevet taget godt mod mig, og det har bare gjort det nemt for mig at præstere. Jeg fandt hurtigt min plads på holdet, siger Louka Prip om den forgangne sæson. 

- Personligt synes jeg, at det har været en god sæson, men jeg hæfter mig ikke så meget ved det konkrete antal mål eller oplæg, jeg har lavet. Jeg hæfter mig ved, at jeg har haft en god sæson. Nok også en lidt bedre sæson, end jeg havde forventet, siger Louka Prip. 

I kølvandet på sådan en sæson tårner spørgsmålene sig op. Kan han følge op på de imponerende præstationer i næste sæson? Får Louka Prip i det hele taget mulighed for det, eller ligger fodboldfremtiden et andet sted end i AaB?

- Nu skal man aldrig sige aldrig, for jeg ved godt, at det kan gå stærkt i fodboldens verden, men det er min klare forventning, at jeg også er AaB-spiller, når vi tager hul på næste sæson, fastslår Louka Prip. 

Han stortrives i klubben, hvilket han heller ikke er sen til at sætte ord på. 

- Det har været et super skifte for mig til AaB. Det her er en klub, der passer mig perfekt. Vi spiller noget sjov og meget ambitiøst fodbold. Vi vil underholde i vores måde at spille på, og det er noget, som virkelig passer en spiller som mig. Jeg er så glad for at være i klubben, og jeg er så glad for den dagligdag, jeg har her, siger Louka Prip. 

Med anpart i 18 superligascoringer og i det hele taget iøjnefaldende præstationer hos AaB er Louka Prip et oplagt salgsemne for AaB's sportschef Inge André Olsen, der har varslet, at man går efter et stort salg denne sommer. 

- Jeg har da også ambitioner om at prøve mig af i en udenlandsk klub på et tidspunkt, men det skal saftsuseme være et godt tilbud, hvis jeg skal væk fra AaB, og det skal være til en større liga, for jeg har det godt nok godt her i klubben, siger Louka Prip.

 Noget kunne altså tyde på, at Prip også er en del af det AaB-hold, der skal forsøge at forbedre femtepladsen fra den netop afsluttede sæson. 

- Jeg er stadig skuffet over, at det endte, som det gjorde, men vi kan kun takke os selv. De sidste syv kampe var ikke gode nok, men vi spillede stadig en lagt hen ad vejen godkendt sæson. Man skal jo kun tilbage til Silkeborg-kampene for at finde et tidspunkt, da vi var nummer tre i Superligaen, siger Louka Prip. 

- Nu handler det om, at vi skal gøre det bedre næste sæson, og det er helt klart ambitionen. For mig personligt ved jeg ikke, om jeg kan følge op på denne sæson. Jeg kommer ikke til at måle min succes på, om jeg scorer 14 mål igen. Jeg stræber efter at blive bedre, og det kan jeg også godt blive, uden jeg skal score 14 mål igen, siger Louka Prip. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.