AaB

Derfor skiftede AaB-træner system mod SønderjyskE

Martí Cifuentes var mere tilfreds med spillernes indstilling end selve spillet i mandagens superligakamp

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

FODBOLD:Martí Cifuentes havde mod SønderjyskE endnu engang rystet posen, og AaB-trænerens skifte til et tremandsforsvar gav i hvert fald resultatmæssig pote.

- Jeg ville gerne se os blive lidt mere aggressive i det høje pres, og måske er spillerne også lidt mere fortrolige med det system. Det er mit job at prøve at finde løsninger, der kan hjælpe spillerne - samtidig med, at vi udvikler spillet med bolden, forklarer spanieren efter 3-2-sejren i Superligaens kvalifikationsspil.

Han var dog langt fra tilfreds med den første halvleg, AaB leverede 2. påskedag.

- Vi fandt ikke rigtig noget flow i spillet. Det blev bedre i anden halvleg, men jeg er mere tilfreds med energien og mentaliteten hos spillerne, end selve spillet, siger Martí Cifuentes.

Det var første gang i sæsonen, at AaB kom bagud i en kamp - men alligevel vandt.

- Når man kommer fra et par tunge uger og også kommer bagud i kampen, så er det mentalt stærk at lave sådan et comeback og finde en masse ekstra energi i anden halvleg, siger cheftræneren.

Sejren og den aktuelle førsteplads i kvalifikationspillet får dog ikke AaB-lejren til at drømme om en playoff-kamp til Europa endnu.

- Vi har taget det første skridt, men vi er nødt til at tage ét ad gangen og ikke lægge noget unødigt pres på holdet. Vi skal være ydmyge, og vi har en svær kamp ude mod et meget velspillende Lyngby-hold på mandag, siger cheftræner Martí Cifuentes, der ikke vil garantere, at AaB også angriber den kamp med tre stoppere i bagkæden.

- Formationen betyder ikke noget for mig, og vi kan sagtens finde på at veksle lidt - alt efter modstanderen, siger spanieren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.