Divisionsforeningen afventer rapport om derby-ballade

Claus Thomsen vil vente med at evaluere søndagens derby, men tager skarp afstand fra hærværk.

Brøndbys fans var med til at skabe en festlig ramme om søndagens derby, men ikke alle kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Brøndbys fans var med til at skabe en festlig ramme om søndagens derby, men ikke alle kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Efter to københavnerderbys i træk uden fans fra udeholdet fik Brøndbys fans søndag adgang til kampen mod FC København i Parken, men igen forårsagede nogle Brøndby-fans ballade.

Københavns Politi beretter mandag om hærværk både på og uden for stadion, og uden for stadion blev der desuden kastet med sten og kanonslag efter politiet.

Konsekvensen kan blive, at derbyet igen må afvikles uden udeholdets fans, men Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, ønsker at vente med at evaluere søndagens hændelser, til han er klædt bedre på.

Han fortæller, at man afventer en rapport fra en sikkerhedsobservatør samt informationer fra politiet.

- Jeg har ikke noget grundlag for at udtale mig om det endnu, da jeg ikke har fået rapporter om hændelsesforløbet, siger Claus Thomsen.

På sociale medier florerer billeder og videoer af Brøndby-fans, der ødelægger stolesæder, og det er under ingen omstændigheder i orden, understreger Claus Thomsen.

- Det er selvfølgelig uacceptabelt at udøve hærværk, når man er til fodboldkamp både på stadion og uden for stadion. Det er der ingen tvivl om. Men hvad der er foregået uden for stadion, har jeg ikke viden om endnu, siger han.

I februar besluttede Divisionsforeningen, at de to kommende derbys, der blev spillet i den forgangne sæsons mesterskabsspil, skulle afvikles uden fans fra udeholdet. Det skete efter anmodning fra Københavns Politi og Vestegnens Politi.

På baggrund af søndagens hændelser har Københavns Politi bedt Rigspolitiet juridisk vurdere, om politiet kan nægte udebanefans adgang, eller beslutte, at kampe skal afvikles helt uden tilskuere.

Der er dog ikke truffet nogen beslutning, understreger politiinspektør i Københavns Politi Peter Dahl over for Ritzau.

Hvis politiet har beføjelser til at nægte tilskuere adgang, ønsker politiet at indgå i dialog med Divisionsforeningen.

Den dialog har man løbende, fortæller Claus Thomsen.

- Vi har løbende møder med klubberne og politiet, hvor vi diskuterer og evaluerer hændelsesforløb. Om der kommer sådan et, ved jeg ikke. Det afhænger af, om politiet indkalder til sådan et. Det kan som regel tage lidt tid, siger Divisionsforeningens direktør.

FC København vandt søndagens opgør med 4-1.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.