Djokovic bliver hjemme fra ATP Cup i Australien

Ifølge den serbiske avis Blic har Novak Djokovic ikke i sinde at stille op ved ATP Cup i Australien.

FILES-TENNIS-AUS-ATP <i>Paul Crock/Ritzau Scanpix</i>

FILES-TENNIS-AUS-ATP Paul Crock/Ritzau Scanpix

Det står stadig hen i det uvisse, om verdensetteren Novak Djokovic stiller op i årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder i Melbourne 17. januar.

Deltagelse kræver en coronavaccination, og Djokovic har endnu ikke villet svare på, om han er vaccineret eller har i sinde at blive det før den store turnering.

Lørdag kom der måske en indikator på, at han ikke rejser til Australien Open. I hvert fald rejser han ikke til Australien for at spille ATP Cup, der begynder 1. januar.

Det skriver den serbiske avis Blic ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her kunne Djokovic med det serbiske landshold have mødt Norge i den første kamp.

- Det er 99 procent sikkert, at Novak ikke tager til ATP Cup. Han træner her i Beograd og har besluttet sig for at droppe turneringen, siger en unavngiven person fra Djokovic' lejr ifølge avisen.

I 2021 deltog Djokovic i ATP CUp, hvor det blev til serbisk exit efter gruppespillet.

Djokovic figurerer på den foreløbige deltagerliste til Australian Open, men hans far, Srdjan, sagde allerede i november, at man ikke skal forvente at se verdens bedste tennisspiller i Melbourne.

Så sent som onsdag sagde Australian Opens turneringsdirektør, Craig Tiley, at han er usikker på serberens deltagelse.

- Hvis Novak dukker op ved Australian Open, er han enten vaccineret eller har en gyldig medicinsk undtagelse, sagde Tiley ifølge AFP.

Djokovic har vundet turneringen ni gange - inklusive de seneste tre udgaver.

Totalt har han vundet 20 grand slam-turneringer. Det samme har Roger Federer og Rafael Nadal.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.