Sport

Drømmemål forhindrer Liverpool i at tage sen sejr

Liverpool troede lige, at holdet havde taget sejren, men Fulham svarede igen med en kanonkasse i 2-2-kamp.

Fulham kunne juble over Harrison Reeds vilde mål til slut mod Liverpool.
Fulham kunne juble over Harrison Reeds vilde mål til slut mod Liverpool. Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

Dramaet ville ingen ende tage, da Liverpool søndag spillede 2-2 ude mod Fulham i Premier League.

To af målene blev sat ind i de ti minutters tillægstid - et af hvert hold.

Fire minutter inde i tillægstiden scorede Liverpools Cody Gakpo til 2-1, og det lignede et meget sent sejrsmål.

Men Fulham nåede at svare tilbage med 2-2-målet syv minutter inde i tillægstiden, og det var en tidlig kandidat til årets mål af Harrison Reed.

Den 30-årige midtbanespiller, der var skiftet ind to minutter inde i tillægstiden, hamrede på mål fra lang afstand, og bolden svævede hele vejen op i krydset.

Tidligere i kampen rakte Fulham også længe ud efter sejren med målet til 1-0 efter 17 minutter.

Fulham kom foran ved Harry Wilson, som tog et veltimet løb, der snød Liverpools offsidefælde. Raúl Jiménez stod for oplægget.

Liverpools offensive midtbanespiller Florian Wirtz udlignede til 1-1 efter 57 minutter, og det lignede en udramatisk pointdeling. Men sådan gik det ikke.

I tillægstiden nærmest eksploderede kampen med et mål i hver ende.

Gakpo kom glidende ved bageste stolpe og sparkede Liverpool i front til 2-1. I situationen så Joachim Andersen ikke god ud, da han missede en clearing foran mål.

Men det skulle altså ikke blive det sidste mål i kampen, da Harrison Reed fik samtlige tilskuere på Craven Cottage til at måbe med perlemålet til slut.

Liverpool mistede med pointtabet et skridt i toppen og er placeret på fjerdepladsen med 34 point efter 20 kampe. Det forsvarende mesterhold har hele 14 point op til Arsenal på førstepladsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden