Effektive Roma tager stor skalp mod Atalanta

Engelske Tammy Abraham scorede to mål, da Roma lørdag slog Atalanta på udebane med 4-1.

Serie A - Atalanta v AS Roma <i>Alberto Lingria/Reuters</i>

Serie A - Atalanta v AS Roma Alberto Lingria/Reuters

Mange Atalanta-fans sidder formentlig tilbage med en følelse af, at det var ufortjent, at Roma lørdag tog alle tre point i de to holds 4-1-opgør.

Hjemmeholdet Atalanta havde i størstedelen af opgøret overhånden rent spillemæssigt, men Roma formåede altså at udnytte sine få chancer.

Tammy Abraham, Nicolo Zaniolo og Chris Smalling stod for Romas fire mål.

Sejren betyder, at Roma fortsat kan snuse til top-4 i ligaen. Holdet befinder sig i hvert fald for en stund på femtepladsen med 31 point. Atalanta er treer med 37 point.

Knap to minutter skulle Abraham bruge for at bringe gæsterne foran. Målet blev sat ind på nærmest komisk vis, idet han fik tacklet bolden i en blød bue ind over Juan Musso i Atalanta-målet.

Derefter fulgte en lang periode, hvor hjemmeholdet var ovenpå rent spillemæssigt. Flere gange nærmede Atalanta sig Roma-målet, men den sidste skarphed manglede.

Derfor kom det nok som lidt af en overraskelse, da gæsterne udbyggede føringen ved Nicolo Zaniolo.

I en kontra trak han bolden med ind i feltet, hvorefter han med en hård afslutning nær forreste stolpe scorede til 2-0.

Hjemmeholdet overtog endnu en gang spillet, men havde umådeligt svært ved at bryde Romas tætte kæder.

Forløsningen skulle så endelig komme i første halvlegs tillægstid, da Luis Muriel fandt netmaskerne med et langskud, der blev rettet af.

I midten af anden halvleg troede Atalanta så kortvarigt, at holdet havde fået udlignet, men Duvan Zapata blev dømt offside i situationen.

Kort efter skulle Roma i stedet udbygge sin føring igen. Først efter en skarp dødbold, som Chris Smalling kunne sætte indersiden på i det lille felt.

Få minutter senere ved endnu en flot scoring fra Abraham til 4-1.

Danske Joakim Mæhle fik det sidste kvarter på banen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.