Efter 1,5 års skadeshelvede: Aalborg-spiller kan se lyset igen

Stregen Knud Ronau har omsider lagt både en brækket knogle og et overrevet korsbånd bag sig

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Halvandet års mareridt synes endelig at være slut for Aalborg Håndbolds Knud Ronau. Den unge stregspiller kom til klubben fra Nordsjælland Håndbold i sommeren 2018, men siden har uheld på uheld forfulgt ham.

Hovedparten af de første seks måneder sad han ude med en brækket knogle i foden, og da han atter var spilleklar, løb han ind i en alvorlig korsbåndsskade i en træningskamp i januar 2019.

Først for nylig fik han sæsonens første kampminutter i Aalborg-trøjen i en pokalkamp mod Grindsted fra 2. division, hvor han også kom på måltavlen en enkelt gang.

- Det var helt vildt fedt at være tilbage og spille kamp. Selvom det var mod en mindre klub, så var det i en fed kulisse med 1500 tilskuere. Samtidig reagerede mit knæ positivt på det kvarters spilletid, som vi på forhånd havde aftalt. Så det var virkelig en positiv oplevelse, fortæller Knud Ronau.

At det har taget 13 måneder for ham at komme tilbage til håndboldbanen efter sin alvorlige skade, overrasker ham ikke. For hans knæ var i forvejen belastet af en korsbåndsoperation fra tidligere i karrieren.

- Derfor fulgte vi også en meget forsigtig linje i genoptræningen, og det tror jeg, har været det hele rigtige, siger Knud Ronau.

Knud Ronau (th.) i en velkendt situation i Aalborg Håndbold: På bænken. Arkivfoto: Martin Damgård

Knud Ronau (th.) i en velkendt situation i Aalborg Håndbold: På bænken. Arkivfoto: Martin Damgård

Den 22-årige tidligere ungdomslandsholdsspiller træner nu på lige fod med holdkammeraterne, men vejen til spilletid er belagt med en del udfordringer.

- Jeg skal arbejde hårdt for en genfinde mit niveau, og konkurrencen er hård, for jeg har tre spillere foran mig, der alle er med omkring landsholdet. Så foråret handler for mig om at få bygget på formen og forhåbentlig tilsnuse mig lidt mere spilletid hen ad vejen.

Mens det unge talent har været skadet, har Aalborg Håndbold hentet Benjamin Jakobsen ind som erstatning og for nylig også forlænget med ham til sommeren 2022. I forvejen har klubben aftaler på plads med Magnus Saugstrup og René Antonsen for næste sæson.

- Sådan er realiteterne, og det må jeg bare forholde mig til, konstaterer Knud Ronau, der selv har en kontrakt gældende til sommeren 2021.

- Det betyder heldigvis, at jeg har ro på bagsmækken i forhold til at finde tilbage til mit topniveau igen.

Aalborg Håndbold spiller onsdag udekamp mod Ribe-Esbjerg i Primo Tours Ligaen. Kampen begynder 20.30 og vises på TV2 Sport.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.