Vendsyssel Håndbold

I selv den mørkeste tid lever Oliveras drøm stadig

Det er et kæmpe arbejde, som Olivera Kecman har stillet sig i spidsen for. I kølvandet på Vendsyssel Håndbolds konkurs tidligere på året er der nu en ny hverdag at forholde sig til

Olivera Kecman har en plan om at bringe elitehåndbolden tilbage til Vendsyssel, men det bliver et langt sejt træk. Det er dog ikke noget, der afskrækker den dedikerede træner.
Olivera Kecman har en plan om at bringe elitehåndbolden tilbage til Vendsyssel, men det bliver et langt sejt træk. Det er dog ikke noget, der afskrækker den dedikerede træner. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 18. oktober 2022 kl. 09:40

FREDERIKSHAVN: Da Olivera Kecman i foråret 2021 blev præsenteret som ny træner for Vendsyssel Håndbold 1. divisionshold, var det 20 år siden, hun havde forladt Frederikshavn. Dengang som aktiv håndboldspiller og profil i den danske liga, der oplevede sine velmagtsdage i de år - og dengang kendt under navnet Olivera Mugosa.

Efter 15 år i SønderjyskE, blev familien, der både tæller ægtemand og teenagebørn flyttet med til Frederikshavn, for nu skulle ”Oli” hjem til der, hvor hendes danske eventyr begyndte i 1996.

Det eventyr fik dog en brat ende, da man den 13. februar i år kunne læse, at Vendsyssel Håndbold var på vej mod en konkurs. Klubbens bestyrelse havde efter længere tid med usikker økonomi trukket håndbremsen og indgivet en konkursbegæring.

Den slutning gjorde og gør stadig ondt på den nu tidligere Vendsyssel Håndbold-træner. Nordjyske har sat hende stævne i FfI’s klublokale, hvorfra der er perfekt udsigt til den hal, hvor hun selv var med til at spille Frederikshavn i DM-finalen i 1997. Dengang kunne man i Vendsyssel Tidende læse om en kogende hal, hvor brandmyndighederne muligvis ville have lukket festen, hvis man havde gjort tilskuertallet nøjagtigt op.

Sådan ser det ikke ud i dag. Nu frister Frederikshavns bedste kvindelige håndboldhold en tilværelse i 3. division efter Vendsyssels konkurs tidligere på året.

Olivera Kecman har dog ikke forladt den synkende skude. Hun er blevet og er i gang med at genopbygge elitehåndbolden i Frederikshavn.

- Drømmen er, at vi skal bygge noget op, så vi fra U13 har hold, der spiller med i de bedste rækker. På seniorplan skal vi have et 1. divisionshold, hvor 70-80 procent af spillerne er lokale. Det er min helt store drøm, og det er derfor, jeg er gået ind i det her arbejde, forklarer Olivera Kecman med en entusiasme i stemmen, som selv de mest fanatiske halspeakere i håndboldligaen ikke kan måle sig med.

Magtesløs

Gløden i stemmen er der stadig, når emnet bliver drejet over på Vendsyssel Håndbolds konkurs, men der er også en snert af magtesløshed i Olivera Kecmans stemme.

- Det var tomhed og magtesløshed, der ramte mig, da vi gik konkurs. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg kommer fra Serbien, hvor jeg har oplevet krig, men jeg har aldrig følt den form for magtesløshed, som jeg ramte her. Jeg var bare tom, siger Olivera Kecman.

- Jeg kom til Danmark i 1996, men jeg har aldrig været uden job. Nu hed det løngaranti fra den ene dag til den anden. Hvis du ikke har erfaring med den slags, så er det ikke nemt. Det er det værste, jeg har oplevet, mens jeg har været i Danmark, som jeg ellers elsker at bo i.

Modgangen har dog ikke slået hende ud. Hun har sammen med sin mand startet et rengørings- og renovationsfirma. Nøjagtigt sådan et havde de med stor succes skabt i Sønderjylland. Det blev dog lukket ned, da familien flyttede til Nordjylland.

Langt træk i vente

Én ting er kampen for at få det nye firma og dermed indtægtsgrundlaget til at vinde fodfæste. Noget andet er de håndboldmæssige ambitioner, der stadig brænder i Olivera Kecman.

- Lige nu prøver vi at samle alle de gode kræfter, som vi kan. Vi vil tilbage i 1. division, men vi vil det på den rigtige måde. Vi skal bruge lokale spillere – måske krydret med et par spillere fra Aalborg. Men vi er gået i gang med at arbejde med vores ungdomsafdeling, for det er den vej, vi skal skabe en stærk seniorafdeling, siger Olivera Kecman.

Det er med andre ord det lange seje træk, som hun sammen med FfI er gået i gang med. Første opgave er at spille sig op i 2. division, men for Kecman handler det i langt højere grad om at tænke langsigtet og skabe et holdbart håndboldmæssigt fundament.

- Det hænger sammen. Du kan ikke have et godt seniorhold uden godt talentarbejde, og du kan ikke have et godt talentarbejde, hvis ikke du har et godt seniorhold, så du kan beholde de dygtige spillere, siger Olivera Kecman.

Olivera Kecman ses her i 1996. Året, hvor hun kom til Frederikshavn for første gang. Arkivfoto: Bent Jakobsen

Sådan et ambitionsniveau kræver masser af arbejdstimer, og det er hun – og ikke mindst hendes familie – indforstået med.

- Jeg er klar til at dedikere mig til det her projekt på samme måde, som jeg gjorde i SønderjyskE. Det er min drøm, at jeg kan være med til at få det her op at køre igen. Det betyder alt for mig, at jeg har seks år i FfI, som var noget helt særligt for mig. Ellers tror jeg heller ikke, at jeg havde overtalt min familie til at rejse med herop, fortæller håndboldtræneren, der inden sin retur til Frederikshavn var blevet lidt af en institution i SønderjyskE.

Vil have andre klubber med

Nok er Olivera Kecmans ambitioner om at skabe en 1. divisionshold i Vendsyssel lige nu centreret omkring Frederikshavn, men hun er klar over, at naboklubberne meget gerne skal være en del af "Projekt 1. division", hvis det på sigt skal lykkes. Derfor har hun et altoverskyggende ønske.

- Jeg vil gerne samarbejde med Sæby og Strandby/Elling, men der er mange ting fra fortiden, som stadig hænger fast. Vi skriver 2022, og det er synd, for uden samarbejde, så kan man ikke lave et eliteprojekt for hele området, siger Olivera Kecman.

Hun er klar over, at det kan blive svært at få andre klubber med på idéen om at skabe en fælles elitesatsning, da den forrige netop er kollapset, men det er netop derfor, at Olivera Kecman har en meget stærk holdning til, hvordan det skal gøres.

- Den største udfordring er, at jeg gerne vil have involveret de andre klubber i ungdomsarbejdet, og her løber vi ind i fortidens spøgelser. Hvis vi skal have et lokalt lokomotiv, så skal vi gøre det sammen. Jeg vil gerne samarbejde, og selvom mange siger, at det ikke kommer til at ske, så vil jeg alligevel gøre forsøget.

- Mit ønske er, at vi får fortalt, at vi gerne vil lave en stabil 1. divisionsklub med en stærk ungdomsafdeling, der kan bære et 1. divisionshold. Det er den eneste rigtige vej, siger Olivera Kecman.

Blandt andet vil hun gerne lave et samarbejde med Idrætsefterskolen Stidsholt, da det kan være med til at fastholde nogle af de ungdomsspillere, der normalt ville falde fra, når de rammer efterskolealderen. I det hele taget går hun selv forrest ved at tilbyde pladsspecifik ekstratræning hver anden fredag, og den slags tiltag er kun begyndelsen, hvis det står til Olivera Kecman.

- I første omgang har jeg en femårs-plan, og om fem år skal vi have et 1. divisionshold med overvejende lokale spillere. Det er jeg helt overbevist om kan realiseres. Det kan forhåbentlig få folk i hallen, at det er naboens datter eller skoleveninden, der spiller på holdet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden