Mors‑Thy Håndbold

Efter ny Mors-Thy-skuffelse: - Vi har ikke noget at skamme os over

Cheftræner Jonas Wille lader sig ikke slå ud af kurs og tror stadig på, at holdet kan kæmpe sig til en slutspilsplads

En skuffet Bjarke Christensen i sekunderne efter slutfløjtet i Ringsted. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

En skuffet Bjarke Christensen i sekunderne efter slutfløjtet i Ringsted. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Det var et af de svære nederlag at sluge for Mors-Thy Håndbold, da de torsdag aften blev nedlagt af bundproppen TMS Ringsted i mændenes liga.

Cheftræner Jonas Wille så sit hold optræde usikkert og med en usædvanlig stor fejlrate i nederlaget på 27-30.

- Hele holdet er stærkt utilfreds med indsatsen. TMS Ringsted kom med et 3-2-1-forsvar, som vi aldrig helt fandt ud af at løse. Det medførte usædvanligt mange tekniske fejl, som gjorde, at de igen og igen kunne slå kontra på os, og der lignede vi pludselig nogle små drenge, forklarer Mors-Thy-træneren.

Kun to dårlige kampe

Selvom det var nordvestjydernes fjerde liganederlag i træk, så vil Jonas Wille dog ikke hejse det store kriseflag.

- Alle kan tabe til Bjerringbro-Silkeborg og GOG, men i de to sidste kampe mod Århus og TMS Ringsted skulle vi selvfølgelig have leveret bedre. Også selvom vi manglede Erik Toft og Kasper Lindgren på grund af skader. Men set over hele sæsonen har vi ikke noget at skamme os over, fastslår nordmanden.

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Dét, der for en måned siden lignede en stensikker slutspilsplads for Mors-Thy, har nu udviklet sig til en helt åben kamp mellem en håndfuld hold i en tæt tabel.

- Det er meget jævnt i den her liga, og det sagde jeg også, da vi var med i toppen. Så vi har hele tiden været klar over, at vi ville komme til at kæmpe hårdt for at klemme os med i slutspillet, siger Jonas Wille.

På en dag med et dårligt resultat, kunne Mors-Thy dog glæde sig over, at Thisted Kommune igen er genåbnet for omverdenen. Det betyder, at målmand Søren Pedersen atter kan slutte sig til holdet fra sin bopæl i Thisted.

- Det er absolut positivt nyt, og det betyder også, at de spillere, der var flyttet fra Thisted til Mors, igen kan vende tilbage til en normal hverdag, siger cheftræneren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.