Efter pinlige prygl: Aalborg Pirates tog revanche

Aalborgenserne viste sig kølige på isen i Hørsholm og udlignede til 1-1 i kvartfinaleserien mod Rungsted

Rungsteds Yannick Vedel får her Aalborg Pirates Ian Edmondson op at flyve i søndagens opgør, hvor nordjyderne også sluttede på toppen. <i>Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix</i>

Rungsteds Yannick Vedel får her Aalborg Pirates Ian Edmondson op at flyve i søndagens opgør, hvor nordjyderne også sluttede på toppen. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

HØRSHOLM:Det gjorde ondt på både spillere og fans at se, hvordan Aalborg Pirates fredag aften indledte slutspillet i ishockey med at få historisk store prygl på hjemmebane. Pletten efter Rungsted Seier Capitals chokerende 11-2-sejr skulle vaskes væk allerede søndag i Hørsholm, og det blev den ganske effektivt.

Pirates-træner Garth Murray havde rokeret om på kæderne og var blandt andet vendt tilbage til den normalt så succesfulde førstekæde, og det havde en mærkbar effekt på bundlinjen. Aalborgenserne vandt 4-0 og udlignede dermed til 1-1 i kampe i kvartfinaleserien.

Rungsted Seier Capital - Aalborg Pirates 0-4

  • Ishocey, Metal Ligaen
  • Slutspil, 2. DM-kvartfinale
  • Periodecifre: 0-0, 0-2, 0-2
  • Mål: 0-1 Oskar Drugge (26.08), 0-2 Anders Koch (32.24), 0-3 Tobias Ladehoff (47.23), 0-4 Matt Salhany (58.15)
  • Udvisninger: Rungsted 8x2 min, Aalborg 6x2 min.
  • Tilskuere: 1188
  • Stillingen i kvartfinaleserien er 1-1

Målmand George Sørensen, der fredag forlod isen allerede ved 0-3, stod en bundsolid kamp, selvom det varede lidt, inden holdkammeraterne fandt vejen til netmaskerne. Trods Pirates-dominans var det nemlig stadig målløst efter 20 minutters spil.

Aalborg Pirates spiller tirsdag aften den tredje kvartfinale mod Rungsted og kan her bringe sig foran i serien.  <i>Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix</i>

Aalborg Pirates spiller tirsdag aften den tredje kvartfinale mod Rungsted og kan her bringe sig foran i serien.  Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Dødvandet blev brudt i et powerplay med to mand mere på isen i 2. periode, hvor Oscar Drugge hakkede til. Kort efter viste Anders Koch også sine evner i afslutningsspillet, da han hamrede 2-0 i kassen for aalborgenserne.

I 3. periode fik Aalborg Pirates en ny chance i 5 mod 3, og atter viste de den fornødne kynisme. Tobias Ladehoff stod for målet til 3-0.

I slutfasen forsøgte Rungsted at presse på for en reducering, og de tog også keeperen ud. Det gav dog som så ofte før bagslag, og så kunne Matt Salhany punktere kampen til 4-0 for gæsterne.

Det tredje kvartfinaleslag står på tirsdag 19.00 i Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.