Efterårets solstrålehistorie fra Vendsyssel vil i Superligaen

De gode personlige fortællinger fra Vendsyssel FF står i kø oven på et efterår, hvor flere af holdets spillere har taget store skridt i en positiv retning

Der er ingen tvivl om, at træner Henrik Pedersen og Parfait Bizoza har fået et godt forhold til hinanden. Det illustrerer denne jubelscene efter Bizozas scoring i 1-0-sejren over Hobro. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Der er ingen tvivl om, at træner Henrik Pedersen og Parfait Bizoza har fået et godt forhold til hinanden. Det illustrerer denne jubelscene efter Bizozas scoring i 1-0-sejren over Hobro. Arkivfoto: Henrik Bo

VRÅ:Det skal være skidt, før det kan blive godt. Den sætning bruges ofte, når noget er skidt, men i nogle tilfælde kan man også bruge sætningen, når noget, rent faktisk er gået fra at være skidt til at blive godt. 

Tag for eksempel Parfait Bizoza. I forrige sæson røg han ind og ud af Vendsyssel FF's hold. Han var mere ude end inde, og det virkede på et tidspunkt som en given konklusion, at han var en af de mange nye VFF-spillere, der hurtigt skulle ud at søge nye græsgange trods et indlysende talent for at spille fodbold. 

Ofte var attituden og ansigtsudtrykket ikke til at tage fejl af. Der var store frustrationer gemt i den fysisk stærke midtbanespiller

Møder man Bizoza i dag, er det en helt anden historie. Der er langt mere overskud og lettere til smil fra den 23-årige midtbanespiller fra Norge. 

- Det hele går meget bedre nu. Holdet er blevet stærkere, så det er nemmere for mig at præstere individuelt. Derudover er jeg også blevet meget klogere på det personlige plan. Jeg har virkelig udviklet mig menneskeligt, forklarer Parfiat Bizoza, der først og fremmest takker sin træner Henrik Pedersen for den store personlige transformation, han har gennemgået. 

- Henrik har virkelig været med til at forandre mig. Inden sæsonen havde vi mange og lange samtaler, hvor han fik mig til at indse, at jeg ikke var den bedste udgave af mig selv. Han fik mig til at indse, at jeg skulle være bedre til at tackle modgang, og det har virkelig hjulpet mig i denne sæson, siger Parfait Bizoza. 

- Før kunne jeg godt være nem at slå ud af kurs rent mentalt, men Henriks syn på mig som person har fået mig til at forstå, at jeg ikke altid kan få det, som jeg vil have det, og da jeg indså det, så har det været meget nemmere for mig at præstere som fodboldspiller, men jeg er også blevet en gladere person udenfor banen, siger Parfait Bizoza. 

Han har været en af mange positive historier fra Vendsyssel FF i dette efterår. Særligt et tordendrøn af en scoring ude mod Nykøbing FC var med til at sætte spot på den flotte udvikling, som Bizoza har gennemgået siden slutningen af sidste sæson. 

- Det er også bare blevet nemmere at være en del af holdet. Rent socialt har vi en god gruppe spillere, og jeg har flere af mine holdkammerater, som jeg ser meget til i fritiden. Sådan noget hjælper også, når du står i en svær situation på banen. 

- Spillemæssigt virker det som om, at alle mand i truppen nu forstår, hvordan vi skal spille. Alle forstår konceptet, og vigtigst af alt, så ved og accepterer alle spillere, at hvis du ikke følger konceptet, så kommer du ikke til at spille, fortæller Parfait Bizoza, der er vokset op i Norge, men har pas til at kunne repræsentere Burundi. 

Den nuværende situation står i skærende kontrast til forrige sæson, som langt fra var nogen succes for Bizoza og Vendsyssel. 

- Det var en svær tid for mig personligt. Der var meget nyt, jeg skulle vænne mig til, men nu er jeg faldet til, og med stor hjælp fra Henrik, min agent og mine holdkammerater føler jeg, at det kører. Jeg nyder i hvert fald hvert sekund lige nu, siger Parfait Bizoza, der sammen med resten af Vendsyssel-truppen havde afslutningsdag fredag, hvor den blandt andet stod på en omgang indendørs fodbold på træningscentret i Vrå. 

Når spillertruppen vender tilbage fra ferie vil det være med et meget klart mål for øje, hvis det står til Parfait Bizoza. 

- Min store ambition med den her klub er, at vi skal rykke op, så vi kan komme til at spille Superliga. Det tror jeg på, at vi har holdet til i denne sæson, og jeg tror, vi kommer til at udvikle os endnu mere og bedre i de kommende måneder, siger Bizoza.

Parfait Bizoza

  • Alder: 23 år
  • Klub: Vendsyssel FF
  • Nationalitet: Burundi (men født i Norge)
  • Position: Central midtbanespiller
  • Tidligere klubber: Ufa, Aalesund, Raufoss, SK Herd.

Det har ikke altid været lige nemt for Parfait Bizoza, mens han har spillet i Vendsyssel FF. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Det har ikke altid været lige nemt for Parfait Bizoza, mens han har spillet i Vendsyssel FF. Arkivfoto: Lars Pauli

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.