EH Aalborg

EH Aalborg krydser fingre for Mortens mirakler

Håndboldklubbens direktør følte sig tvunget til at ryste trænerposen - efter en stime på 12 nederlag i træk

Morten Holmen havde i 2017 en kort men succesfuld tid som cheftræner i EH Aalborg. Nu vender han tilbage for at forsøge at redde ligastumperne. Arkivfoto: Lars Pauli

Morten Holmen havde i 2017 en kort men succesfuld tid som cheftræner i EH Aalborg. Nu vender han tilbage for at forsøge at redde ligastumperne. Arkivfoto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Efter 12 nederlag i træk følte ledelsen i håndboldligaklubben EH Aalborg sig tvunget til at handle. Aalborgenserne har længe haft direkte kurs mod nedrykning til kvindernes 1. division, og derfor rusker man nu op i trænergruppen.

- Det er ikke fordi, vi mener, at vores trænere har gjort det dårligt, men der er sket det, at troen og modløsheden har sneget sig ind i truppen - i takt med de mange nederlag. Så der er brug for at ryste posen og få sat nogle nye øjne på tingene, siger direktør Henrik Skals.

Erfarne Morten Holmen, der i foråret 2017 havde en kort men succesfuld tid som cheftræner i netop EH Aalborg, bliver hentet ind for at køre sæsonen færdig som hovedansvarlig. Han får den hidtidige cheftræner, Simon Olsen, som assistent.

En anden trænertype

- Morten Holmen har masser af erfaring fra kvindehåndbolden, så vi håber, at han kan udføre et par mirakler for os. Han er i hvert fald en anden trænertype, der arbejder meget struktureret og er god til at tage ansvar, siger Henrik Skals.

Morten Holmen har holdt pause som cheftræner, siden han i sommer slap tøjlerne hos Frederikshavns herrer. Siden da han han haft en funktion som sportslig koordinator i FfI, og den får han indtil videre lov at beholde - sideløbende med det nye job i EH Aalborg.

For aalborgensernes manager, Morten Secher, betyder omrokeringerne, at han forsvinder fra bænken og fremover skal koncentrere sig om arbejdet i organisationen, hvor klubben stadig mangler meget for at kunne matche de større danske kvindeklubber.

- Han har nok haft for mange kasketter på, og det falder uden tvivl tilbage på os i bestyrelsen, erkender Henrik Skals.

Forår afgørende for fremtid

Hvordan trænerbesætningen i EH Aalborg skal se ud fremadrettet ønsker direktøren ikke at forholde sig til.

- Nu handler det om at få gjort foråret færdigt, så vi forhåbentlig også spiller i Håndboldligaen i næste sæson. Vi er i fuld gang med at forsøge at styrke det økonomiske grundlag for klubben, men hvis den i stedet skulle stå på 1. division, er det en helt ny situation, som vi i så fald må forholde os til, slutter direktøren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.