EH Aalborg må ud på omvej for at komme i ligaen

Den hjælpende hånd udeblev for EH Aalborg, som derfor må ud i kvalkampe i bestræbelserne på at rykke op i ligaen

Sofie Lassen Nygaard og holdkammeraterne må på overarbejde i bestræbelserne på at rykke op. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Sofie Lassen Nygaard og holdkammeraterne må på overarbejde i bestræbelserne på at rykke op. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Da EH Aalborg gik til pause i lørdagens hjemmekamp mod HIK, kunne tankerne for alvor begynde at kredse om, hvad der foregik i Holstebro, hvor de to nærmeste forfølgere Holstebro og Bjerringbro krydsede klinger. 

Sagen var nemlig den, at Bjerringbro skulle sætte point til mod Holstebro, samtidig med at EH Aalborg skulle vinde, hvis det skulle blive til en nordjysk oprykningsfest og en plads i ligaen. 

Da der var pause i begge kampe, førte EH Aalborg 24-11, og Bjerringbro var foran med 18-16 i en kamp, som havde forløbet helt lige. 

- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke fik større og større fokus på opdateringer fra den anden kamp. Vi havde jo gjort vores del af arbejdet, og så gjaldt det om, at vi ikke mistede fokus i anden halvleg, men vi vidste godt, at det var kampen i Holstebro, der var mest spændende for os, siger EH Aalborg-træner Peter Jagd, der fik løbende opdateringer. 

Det endte med en Bjerringbro-sejr, hvilket var med til at pille glæden over EH Aalborgs egen sejr 33-17.

- Det tog da lige toppen af glæden over vores egen sejr. Det føltes ikke som en sejr, fordi vi havde håbet på at få den hjælp, så vi kunne rykke op, men nu må vi bare ud på en omvej, siger Peter Jagd, der er ret fortrøstningsfuld i forhold til de kommende playoff-kampe mod Holstebro. 

- Vi skal have kigget lidt på den seneste kamp, som vi vandt klart. Jeg er sikker på, at Holstebro også kigger den kamp igennem, så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at udspille sig, siger Peter Jagd, der har givet sine spillere et par dages fri, da der er 14 dage til den første kamp mod Holstebro. 

Vinderen af opgørene mod Holstebro, skal møde sidstepladsen fra ligaens nedrykningsspil. Her har Peter Jagd et klart ønske, hvis det ender med at blive EH Aalborg, der booker billet til de kampe. 

- Det må gerne blive Ajax, vi skal møde, hvis vi får den mulighed. Vi vil ikke være favoritter til at vinde, men det vil på ingen måde være en umulig opgave, siger Peter Jagd. 

 

EH Aalborg - HIK 33-17 (24-11)

  • Håndbold, kvinder
  • 1. division
  • Målscorere for EH Aalborg: Emma Aagaard Poulsen 7, Astrid Lynnerup 6, Frida Høgaard 4, Andrea Jacobsen 3, Marlene Dahlmann 3, Ida-Louise Andersen 2, Cecilie Termansen 2, Martine Tveter 2, Märta Hedenquist 2, Sofie Nygaard 1, Mille Eisenhardt 1.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.