Ehlers leverer brandkamp i NHL og storroser holdkammerater
Den danske ishockeyspiller fortæller om godt samarbejde med holdkammerater efter mål og tre oplæg i NHL-opgør.
Den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers var flyvende, da Winnipeg Jets natten til mandag dansk tid sikrede sig holdets første sejr i fire kampe i NHL med 4-2 over St. Louis Blues.
Den 25-årige aalborgenser var involveret i alle hjemmeholdets scoringer med et mål og tre oplæg, og han blev efter kampen kåret som en af opgørets tre bedste spillere ifølge NHL.com.
Danskeren åbnede selv ballet for Winnipeg, da han fire minutter og 40 sekunder inde i anden periode sendte pucken i nettet tæt inde under mål på et oplæg fra holdkammerat Mark Scheifele.
Godt 12 minutter senere var det så Ehlers tur til at lægge op til Scheifele, da canadieren gjorde det til 2-1.
I tredje periode var det så amerikanske Paul Stastnys tur til at lege med danskeren, da han først gjorde det til 3-1 og siden 4-2 på to nye oplæg fra Ehlers.
- De gjorde det fantastisk, siger Winnipeg Jets cheftræner, Paul Maurice, ifølge NHL.com om sine tre målscorere.
- For mig er det vigtigste, at alle på holdet bidrager, når du har en stor kamp. Men de overtog kampen. De spillede i begge ender, og de forsvarede rigtig godt, og derfor havde de mange muligheder i den offensive zone.
Nikolaj Ehlers er også selv godt tilfreds med samarbejdet med sine to holdkammerater, som han har været i kæde med i to kampe.
- Vi læste hinanden rigtig godt, og det gjorde vi også i den første kamp, vi spillede sammen, siger danskeren ifølge NHL.com.
- Stastny er den klogeste spiller, jeg nogensinde har spillet med. Og med Scheifele i midten, den hurtighed han har og hans evne til at lave utrolige afleveringer.
- Vi bruger bare vores styrker, og det fungerer rigtig godt lige nu.
Ehlers og Winnipeg Jets ligger akkurat uden for playoffpladserne i holdets division.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.