Eks-AaB'er i pokal-exit: Se billederne fra Nørresundby her

Pokalrejsen endte for Nørresundby FB og Rolf Toft, der måtte erkende, at de mødte et bedre hold på aftenen

Nørresundby FB røg tirsdag aften ud af Sydbank Pokalen. Foto: Martél Andersen. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Nørresundby FB røg tirsdag aften ud af Sydbank Pokalen. Foto: Martél Andersen. Foto: Martél Andersen

FODBOLD:Nørresundby FB fra Danmarksserien i fodbold bød tirsdag aften Aarhus Fremad på besøg på Jyske Bank Arena i Sydbank Pokalen.

Kampen endte med en knusende 6-0-sejr til Aarhus Fremads 2. divisionshold og dermed exit fra pokalturneringen for Nørresundby.

Du kan se mange flere billeder fra opgøret nederst i artiklen.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Allerede fra start vidste Nørresundbys spillere, trænere og tilskuere, at det ville blive en svær kamp for det lokale danmarksseriehold, som skulle matche 2. divisionsholdet fra Aarhus.

Det blev også en lige så svær opgave som forudset. Allerede otte minutter inde i kampen bragte Aarhus Fremad sig foran med 1-0.

Efter det hurtige mål formåede Nørresundby dog at få presset på, hvilket blandt andet resulterede i et frispark uden for feltet. Det tvang Aarhus Fremads målmand Thomas Hagelskjær til en god redning.

Men det var for svært for Nørresundby at følge med Aarhus Fremads hurtige spillere, der formåede at lægge et højt pres. Efter to hjørnespark lige efter hinanden var det Aarhus Fremads Emil Hauge Mortensen, der fik placeret hovedet perfekt på bolden til 2-0.

Stillingen ved pausen lød på 3-0, og allerede dér lugtede det af et pokal-exit for Nørresundby.

Anden halvleg bød på yderligere tre mål til udeholdet, der øgede til 6-0 inden slutfløjtet.

Frustrationerne var tydelige blandt Nørresundbys spillere, der alle begyndte at råbe lidt højere end først i kampen. Oliver Helledie Hansen lod følelserne få frit spil, da han blev skiftet ud af kampen. Der blev både brølet og givet slag til bænken.

Den tidligere AaB-spiller Rolf Toft ærgrede sig over holdets præstation, men anerkendte også modstanderens niveau.

- Der er mange ting, der ikke fungerer for os i dag. De har en god præstation, og vi har en mindre god præstation i vores presspil, hvor de spiller os tynde. Vi får rettet lidt ind i anden halvleg, men de spiller stadigvæk for nemt igennem os og scorer nogle nemme mål. Det var en off-day for hele holdet, men jeg synes, de spiller godt.

- Det er et godt hold. Vi plejer at spille mod deres andethold, og vi vidste godt, at det ville blive svært, men vi havde da håbet på, at vi spillede bedre end det her, siger Rolf Toft.

Men selvom det blev en kort pokalomgang for Nørresundby, så har kampe som denne stadig betydning for holdet.

- Det er sjovt at være med. Det er sjovt at prøve holdet af mod nogle andre hold, som ligger højere end os selv. Det havde været sjovt at møde et Superliga-hold, men det var ikke i år, vi skulle prøve det, fortæller Rolf Toft.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.