Ekspert: Sådan lander Aalborg-profiler efter finaleskuffelse
Fire af Aalborg Håndbolds største profiler var med til at vinde EM-sølv med landsholdet, men nu kalder hverdagen og en topkamp i Nordjylland
Opdateret kl. 09:26
Danmark måtte ud i forlænget spilletid, da søndagens EM-finale mod Frankrig skulle afgøres.
Det endte med fransk guld, hvor flere af Aalborg Håndbolds spillere i landsholdstjeneste spillede en markant rolle.
Nu skal de hjem til klubhåndbolden igen, hvor det allerede på lørdag gælder en topkamp mod GOG i Sparekassen Danmark Arena.
Nordjyskes håndboldekspert, ligatræner Anders Thomsen, kommer her med sin vurdering af Aalborg-profilernes slutrunde og den fysiske og mentale tilstand, de nu vender retur til Nordjylland i.
Han har spillet et fint EM og bidrog i finalen. Når skuffelsen har lagt sig, kan vi forvente en Landin, der fokuserer på opgaverne i Aalborg Håndbold og holder sit høje niveau, som han har gjort gennem efteråret. Han skal nok have lov til at lande efter slutrunden, men derefter skal han nok fortsætte sit niveau.
Jeg tror ikke, at det får betydning for spillet i Aalborg, at Emil Nielsen optog Landins plads i det danske mål i store dele af slutrunden. Der er bare kommet konkurrence på landsholdet, og sådan har det ikke rigtig været tidligere. Det kan måske frigive noget energi, at Niklas Landin ikke står med følelsen af, at landsholdets præstationer afhænger af ham.
Den slags kan skærpe Landin, hvis han fortsat prioriterer oplevelserne med det danske landshold. Han slår mig ikke som en målmand, der har behov for en gulerod for at levere.
Niklas Landin er næppe typen, som kommer presset hjem over at have delt målet med Emil Nielsen.
Simon Hald er en af de positive historier fra EM. Specielt i semifinalen og i finalen fik han stor betydning og gjorde det godt.
Konklusionen efter EM er jo nok, at Danmark havde problemer med at matche den franske fysik. Men Simon Hald klarede sig godt på den del og tog flot over med sin store fysisk i den danske defensiv. Han virker langt mere tryg i den rolle, hvor han tidligere har indgået et makkerskab med Henrik Møllgaard og nu har et stærkt samarbejde med Magnus Saugstrup.
Det er helt klart et godkendt EM for den store stregspiller, og han kommer til at vokse i den rolle, han kommer hjem til Aalborg for at udfylde. Her er der stadig meget at løfte, og det ser helt sikkert ud til, at Hald er klar til det efter sin opblomstring i Tyskland.
Landsholdsveteranen har ikke haft samme mængde spilletid for Danmark som tidligere. Man har snakket om, at han er i sin karrieres efterår i længere tid, og selvom jeg ikke er helt klar til at skrive under på det, vil det måske give mening, hvis hans fokus nu kredser sig om klubhåndbolden.
Der er stadig landsholdsminutter i Møllgaard, men han er udfordret på det fysiske, når Danmark møder de allerstærkeste nationer.
Veteranen vil uden tvivl fortsat være en vigtig del af Aalborg Håndbold, og på trods af den begrænsede spilletid glæder han sig helt sikkert over at være med landsholdet. I Aalborg får man ham tilbage i de vante rammer, hvor han kan indtage sin rolle og den styring, som man kender ham for. Uden at være blevet slidt af slutrunden.
Det blev et EM uden vanvittigt mange minutter. Men Mikkel Hansen viste sig alligevel som en vigtig del af holdet. Vi stiller ofte urimelige krav til ham, og jeg synes, at han har leveret på fornem vis ved EM.
Han har stemplet ind på landsholdet på samme vis som i Aalborg, hvor han særligt har været sikker på sine straffekast. Men hans betydning i det åbne spil viste sig også tydeligt i både semifinale og finale.
Mikkel Hansen kommer uden tvivl hjem til Aalborg med en god fornemmelse i kroppen, og han virker fit for fight. Han er landet et godt sted i karrieren.
På lige fod med resten af det danske landshold kommer han hjem skuffet over, at man ikke vandt guld. Men landsholdet bliver endnu bedre sammen og har et stort potentiale forude - med OL som næste opgave.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.