Ekspert: Tre gode grunde til Aalborg kan komme i Final4
Der er grund til optimisme i Aalborg Håndbold-lejren før Champions League fløjtes i gang, hvis man spørger håndboldekspert Rasmus Boysen

Aalborg Håndbold står ifølge førende dansk ekspert med gode muligheder for at nå langt i denne sæsons Champions League. Foto: Henrik Bo
I 2021 var Aalborg Håndbold i klubbens hidtil eneste Champions League-finale, men inden begyndelsen på denne sæsons Champions League-kampagne kan man sagtens argumentere for, at det nuværende Aalborg Håndbold-hold er det stærkeste i klubbens historie.
Rasmus Boysen er i hvert fald ikke i tvivl. Den tidligere topspiller og nuværende håndboldekspert hos blandt andet TV2 og Mediano er meget positiv i forhold til de nordjyske muligheder for CL-succes i den kommende sæson.
- Der er efterhånden en ret bred top i europæisk klubhåndbold, og her er Aalborg en af de klubber, der kan blande sig i toppen. Man har i hvert fald holdet til at gå langt i turneringen, så vil der altid være lidt med, hvem man bliver parret med i en kvartfinale, siger Rasmus Boysen.
Her kommer han med en vurdering af Aalborg Håndbolds muligheder mod verdens bedste klubhold.
Fysik, bredde og X-faktor
- Med den trup som Aalborg Håndbold har sat sammen, så er det helt sikkert et hold, der kan konkurrere med stort set alle andre hold, siger Rasmus Boysen, der har et kendskab til international klubhåndbold som få andre herhjemme.
Han har blandt andet sin egen podcast på Mediano, som hver måned gennemgår udviklingen i de forskellige turneringer rundt om i Europa.
- Når jeg kigger på Aalborgs hold, så ser jeg særligt tre ting, der gør, at jeg tror på, det kan blive til noget stort i denne sæson. For det første har Aalborg fået skabt et fysisk meget stærkt hold. Det er et hold, der fysisk bør kunne matche alle andre hold i Champions League.
- Derudover ser jeg også en bredde på holdet, som Aalborg Håndbold ikke har haft før. Der har aldrig været så mange alternativer ude på bænken, og der er dobbeltdækning på alle positioner. Den bredde har du brug for, når du møder de bedste. Nogle gange på grund af taktiske hensyn, og nogle gange på grund af fysiske hensyn, siger Rasmus Boysen.
Den tredje gode grund til at Aalborg kan få succes i denne sæsons udgave af Champions League, er den x-faktor, der er på holdkortet.
- De har flere spillere, der har den her x-faktor, hvor de kan skabe noget ud af ingenting. Det får du også brug for i de tætte kampe. Her er der flere hos Aalborg, der kan gøre en forskel. Ikke mindst fordi man nu også har Mikkel Hansen tilbage for fuld udblæsning, siger Rasmus Boysen.
Den tidligere håndboldligaspiller og udlandsprof kan også finde god grund til optimisme i Aalborg Håndbolds mål, hvor Niklas Landin har gjort sit indtog.
- Naturligvis er det en opgradering. Vi må jo bare sige, at Landin er verdens bedste på den position, og han kommer til at få kæmpe betydning for Aalborgs chancer i Champions League.
Rasmus Boysen har Aalborg Håndbold lige omkring cut-grænsen for, om man kommer med til Final4, men med en rygende pistol for panden kan han godt finde fire andre hold, som han tror lidt mere på i kampen om at komme til Køln.
- Selvom Barcelona er svækket i denne sæson, så er der stadig så meget bund i det hold, at jeg tror, de kommer med. Det samme tror jeg om Kielce. De har godt nok lidt skader lige nu, men de ved, hvordan den her kage skal skæres. Personligt har jeg også lidt fidus til Veszprem. De har handlet virkelig fint ind til denne sæson, og så ved jeg godt, at det er holdet, der altid skuffer. Sidst men ikke mindst har jeg også et godt øje til Paris, men det er tæt, og jeg har Aalborg som en outsider til at lave det helt store nummer, siger Rasmus Boysen.
DR har sikret sig rettighederne til at sende CL-kampe, men der bliver kun tale om én kamp fra hver runde, og i første runde viser man GOG mod Celje. Du kan dog følge Nordjyskes liveblog fra kampen på nordjyske.dk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.