Ekstase: Thisted-pige europamester i Thyhallen efter comeback

Karen Thrige Andersen tog både titlen som europamester og scorede to guld- og en sølvmedalje i disciplinkonkurrencerne

Karen Thrige Andersen har været hos Thisted Vægttrænings Forening, men til EM i Styrkeløft, EEPC 2023, stillede hun op for Aalborg Sportshøjskole. Her i en squat på 250 kilo. <i>Foto: Tobias Nguyen</i>

Karen Thrige Andersen har været hos Thisted Vægttrænings Forening, men til EM i Styrkeløft, EEPC 2023, stillede hun op for Aalborg Sportshøjskole. Her i en squat på 250 kilo. Foto: Tobias Nguyen

THISTED:Der var fyldt op på lægterne i Thyhallen, da Karen Thrige Andersen trådte ud i 84 kilo-klassen for kvindelige juniorer.

Hendes tidligere klub, Thisted Vægttrænings Forening og hendes nuværende Aalborg Sportshøjskole var godt repræsenteret på tilskuerpladserne. Det var tydeligt at høre, da thyboen blev badet i klapsalver og jubelbrøl.

- Det er mega fedt at vide, man er på hjemmebane. Det er fedt at kunne se sig selv på skærmen og vide at alle mine bedste venner er her. Dem fra højskolen er jo kørt helt fra Aalborg, fortæller Karen Thrige Andersen.

Hun skulle forsøge at overvinde sin direkte modstander, Patricia Slizova fra Slovakiet i squat. Men det skulle vise sig at blive en svær start. Både første og andet forsøg i squat blev til to underkendte forsøg, hvor thyboen forsøgte at squatte 250 kilo, og her blev publikum nervøse.

- Jeg var helt vildt nervøs. Jeg stod og tænkte, den første squat, den skal overstås, da den så ikke blev godkendt, så blev jeg virkelig nervøs. Så tænkte jeg, nu bliver jeg diskvalificeret, fortæller hun.

Men i tredje forsøg skulle det lykkedes, og Karen Thrige Andersen fik Thyhallen til at eksplodere i ekstase, da hun endelig squattede de 250 kilo. Dermed slog hun sin slovakiske modstander, og tog guldet i squat-disciplinen i 84 kilo-klassen.

I disciplinen bænkpres skulle Karen Thrige Andersen vise, at hun var favorit til EM-guldet. Men nervøsiteten fra forrige disciplin blev taget med til anden. Første og andet forsøg på 100 kilo bænkpres var fejlslagne og endnu engang bredte nervøsiteten sig.

Men akkurat ligesom før, og med energiske tilråb fra familie og venner, så lykkedes det den kvindelig junior styrkeløfter at fuldføre sit løft. Dermed landede hun på en sølvmedalje i bænkpres, lige bagved sin slovakiske modstander.

- Det gik ikke helt som forventet, men jeg kom tilbage fra døden, og nu har jeg det godt, siger Thisted-pigen.

Sidste disciplin var dødløft, og det var som om nervøsiteten havde lagt sig. Karen Thrige Andersen strøg i gennem disciplinen med styrke og nyfunden energi. Først 150, så 170 og til sidst 185 kilo, hvilket førte til guldmedalje i dødløft ved EM i 84 kilo-klassen for kvindelige juniorer.

Efter en hård start endte det altså godt for Thisted-pigen, der fik hele tre guldmedaljer i henholdsvis squat, dødløft og total samt en sølvmedalje i bænkpres.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.