EM-landsholdet bærer sørgebind til minde om Field's-ofre

Landsholdsspillerne er berørte af søndagens skyderi i Field's, hvor tre personer mistede livet.

Pernille Harder og holdkammeraterne bærer sørgebind i EM-åbningskampen mod Tyskland. <i>Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix</i>

Pernille Harder og holdkammeraterne bærer sørgebind i EM-åbningskampen mod Tyskland. Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix

Når Danmark fredag åbner EM i fodbold for kvinder med en kamp mod Tyskland, spiller danskerne med sørgebind om armen.

Det gør de for at mindes ofrene fra skudangrebet i storcenteret Field's søndag, hvor tre personer mistede livet.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

- Skyderiet i Field’s var forfærdeligt, og alle på holdet er berørte af det, siger landsholdets anfører, Pernille Harder.

- Vores tanker er med ofrene og de efterladte. Vi spiller med sørgebind for at mindes og ære dem, der ikke er her længere, siger Pernille Harder.

Landsholdet aflyste alle sine presseaktiviteter forud for mandagens afrejse til England, hvor EM bliver spillet, på grund af søndagens skyderi i storcenteret på Amager.

De tre ofre for angrebet i Field's var en pige og en dreng på 17 år samt en 46-årig mand med russisk statsborgerskab, som bor i Danmark. Derudover kom over 20 personer til skade.

Også i Tour de France har man mindedes ofrene for skyderiet i Field's. Det skete med et minuts klapsalver forud for mandagens etape, hvor de ti danskere i feltet tog opstilling foran de øvrige ryttere.

Skyderiet i Field's skete samme aften som den sidste af tre Tour de France-etaper på dansk grund var afsluttet.

Danmarks kvindelandshold åbner EM mod Tyskland klokken 21.00 fredag aften.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.