En af de helt store takker af i Aalborg Håndbold
Arnor Atlason kan have sidste kampdag med Aalborg Håndbold i søndagens DM-finale mod GOG

Hvis Aalborg Håndbold ikke vinder søndagens kamp mod GOG, bliver det den sidste med Arnor Atlason på Aalborg-bænken. Arkivfoto: Lars Pauli
AALBORG:Da Arnor Atlason blev hentet til Aalborg Håndbold i 2016 havde han næppe forestillet sig, at det skulle blive til syv forrygende sæsoner i klubben.
Det kapitel lukkes ned, når de igangværende DM-finaler er spillet til ende, og det kan være tilfældet søndag efter den anden finalekamp i Odense mod GOG. Selv har islændingen indstillet sig på nye tider, men det har familien ikke helt på samme måde.
- Familien har følt sig godt tilpas i Aalborg. Det er svært at forklare mine to yngste døtre, at vi måske kun har én kamp tilbage på hjemmebane. Det bliver vemodigt, men jeg har heldigvis haft et år til at vænne mig til tanken. Og vi bliver også boende i byen, så det er ikke et endegyldigt farvel til Aalborg.
- Vi havde været i København, men så skulle vi hurtigt finde noget andet. Det endte med en tur til Flensburg og tre år i Frankrig. Min kone og jeg var dog enige om, at hvis chancen bød sig, ville vi meget gerne tilbage til Danmark. Vi havde haft seks fantastiske år i København, så det var ikke svært at sige ja, da Aalborg Håndbold henvendte sig, siger Atlason.
Det begyndte med to sæsoner som spiller, og de to sæsoner gik vidt forskelligt for Atlason.
- Det første år gik fantastisk, og vi blev mestre. Jeg bliver aldrig tilfreds med mit sidste år som spiller. Jeg synes, det var en dårlig behandling, jeg fik af Aron Kristjansson og Stefan, som dengang var assistent, siger Arnor Atlason, der dog tilføjer Stefan Madsens navn med et grin for at understrege, at det ikke var ham, at irritationen er rettet mod.
Det er nok også meget godt, for siden kom Stefan Madsen og Arnor Atlason til at danne en formidabel trænerduo, som blandt andet førte Aalborg Håndbold hele vejen til Champions League-finalen i 2021.
Stærkt makkerpar
Netop samarbejdet med Stefan Madsen er højt skattet af begge parter, der sagtens kan fortælle om uenigheder undervejs, men der er ingen tvivl om, at respekten for hinanden er enorm.
- Vores samarbejde har været godt fra dag et. Stefan gav mig et stort ansvar fra start af, og det kommer jeg til at være ham evigt taknemmelig for. Jeg er også løbet ind i nogle vægge, som man skal som træner, og nu kommer jeg til at løbe ind i endnu flere vægge som cheftræner, siger Atlason, der blev kastet for løverne på sin første arbejdsdag i sit nye job.
- Stefan var væk med U-landsholdet, da jeg skulle have min første træning, så der stod jeg helt alene med fløjten. Det var en stor omvæltning, men jeg fandt mig hurtigt godt tilpas. Som sagt vil jeg altid være Stefan og Jan Larsen taknemmelig for de muligheder, jeg har fået i Aalborg Håndbold, siger Arnor Atlason.
- Vi har da været oppe at toppes, men der har været en faglig respekt for hinanden, og jeg har fået et venskab med Stefan, som jeg håber kommer til at vare ved, siger den kommende TTH Holstebro-træner, der får lignende ord med på vejen af sin snart tidligere makker.
- Det har været fantastisk at arbejde sammen med Arnor. Han er fagligt utroligt kompetent, og så er hen et godt menneske. Jeg kommer da til at savne Arnor, for vores makkerskab har også udviklet sig til et venskab, siger Stefan Madsen, der har ét helt særligt minde om Arnor, der meget rammende fortæller om hans dedikation.
- Da vi skulle spille DM-finale den 2. juni 2019, så fik jeg et opkald fra Arnor, der fortæller, at hans kone er gået i fødsel, så han kunne ikke være med til kampen. Det står jeg og fortæller til sponsorerne, men da vi er i gang med opvarmningen, så ser jeg en silhuet af noget, jeg synes ligner Arnor. Så er det ham, der har fået overbevist sin kone om, at det vigtigste var, at han nåede at komme med til håndboldkampen. Det siger lidt om hans dedikation til jobbet, siger Stefan Madsen.

Inden Arnor Atlason overgik til rollen som assistenttræner havde han to sæsoner som spiller i Aalborg Håndbold. Arkivfoto: Torben Hansen
Selv husker Atlason med glæde alle de stjernestunder Aalborg Håndbold har oplevet, mens han har været en del af klubben.
Mange gode minder
- Jeg vil altid huske alle vores pokaler og triumfer. Jeg hørte en klog mand sige, at pokaler er ligesom dine børn. Du elsker dem alle sammen lige meget, og sådan har jeg det også. Vi har været dygtige at vinde mange ting, men jeg husker også de ting, som vi ikke vandt. Dem husker jeg desværre også, siger Arnor Atlason.
Nu handler det om at sikre et sidste trofæ til Aalborg for den snart tidligere assistenttræner.
I den henseende vil han sikkert være ked af, at hverken Aron Palmarsson eller Mads Hoxer var at se til den afsluttende træning. De to ville have pyntet gevaldigt i søndagens DM-finale.
- Det ville være rigtigt kedeligt, hvis jeg ikke kan slutte af med endnu et mesterskab. Vi har virkelig knoklet med tingene i denne sæson, men vi har lært sindssygt meget, for vi har haft meget modgang i denne sæson. Alligevel står vi selv med muligheden for at afgøre det, pointerer Arnor Atlason.
Der venter snart en helt ny hverdag for Arnor Atlason i en klub, der ikke kun geografisk befinder sig et andet sted end Aalborg Håndbold.
- Jeg har kæmpe respekt for de to seneste sæsoner, som klubben har været igennem. Det har været hårdt for TTH. Vi kommer til at være realistiske. Selvfølgelig vil vi længere op, og vi har en stor ambition om at gøre det bedre, men jeg ved også, at vi ikke kommer længere op i tabellen uden stenhårdt arbejde i hverdagen. Det er nøglen til succes. Der tror jeg, at det er fint, jeg kommer udefra.
Hård start
Han får sin ilddåb, når TTH og Aalborg tørner sammen i pokalturneringen. Det bliver den første turneringskamp for Atlason.
- Jeg var ikke overrasket, da jeg så lodtrækningen. Det måtte bare være sådan. Det glæder jeg mig til, men det bliver meget mærkeligt, men på det tidspunkt stopper venskabet i et par timer, siger Arnor Atlason.
- Jeg havde jo håbet for Arnor, at han ville vinde sin første turneringskamp og komme godt i gang. Det håber jeg så ikke mere, siger Stefan Madsen med et grin.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.