Aalborg Håndbold

En stor check er på spil for Aalborg Håndbold: - Det er vigtigt for vores forretning

Aalborg-træner Stefan Madsen ærgrede sig over nederlaget til Magdeburg, men slog fast, at der stadig er masser at spille for ved VM for klubhold

Aalborg-træner Stefan Madsen ærgrede sig over, at en række tynde udvisninger kostede dyrt mod Magdeburg. Arkivfoto: Henrik Bo

Aalborg-træner Stefan Madsen ærgrede sig over, at en række tynde udvisninger kostede dyrt mod Magdeburg. Arkivfoto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold skal lørdag spille om tredjepladsen ved VM for klubhold, IHF Super Globe.

I torsdagens semifinale mod tyske SC Magdeburg trak de danske mestre nemlig det korteste strå. 10 minutter inde i anden halvleg førte Aalborg Håndbold ellers med 24-21, men en stribe meget tvivlsomme udvisninger betød, at Magdeburg kunne komme tilbage i kampen og til sidst vinde 32-30.

- Vi fik nogle usandsynligt tynde udvisninger. Det brød vores rytme, som vi desværre heller ikke lykkedes med at finde tilbage til.

- Vi havde kampen, hvor vi gerne ville have den, men da Jesper (Nielsen, red.) fik sin anden udvisning, og Felix (Claar, red.) samtidigt fik to usandsynligt tynde udvisninger, blev vi nødt til at holde dem ude af forsvaret, og derfra blev det desværre noget rod for os. Jeg er dog imponeret over, hvordan spillerne formåede at holde hovederne kolde i den periode, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

I kampens indledning så det ellers ikke ud til, at Aalborg Håndbold overhovedet skulle få en sejrschance. Efter fem minutters spil førte Magdeburg 5-0.

- Vi kan ikke tillade os at komme ind på den måde og ligne nogle, der blev overrasket over niveauet. Det ærgrer mig, selv om der selvfølgelig ikke er nogen, der går på banen for ikke at være der.

- Det krævede en masse kræfter at komme tilbage, og jeg var imponeret over, at vi allerede ved pausen var på 18-18 og ligesom kunne slå en streg over den start. De midterste 20 minutter vandt vi jo med otte mål, og det er meget imponerende. Derfor er det også ærgerligt, at vi ikke fik noget ud af det, siger Stefan Madsen.

Nu venter der lørdag en kamp om tredjepladsen mod brasilianske Pinheiros. Den kamp er af stor betydning økonomisk, fordi tredjepladsen belønnes med en check på 150.000 dollars (965.000 kroner).

- Der er ingen tvivl om, at vi går all-in på at vinde kampen. Der er noget økonomi i det her, og vi har jo ikke lagt skjul på, at det er vigtigt for vores forretning, så vi kan blive ved med at udvikle klubben. Vi går efter at få den præmiesum med hjem, så nu skal vi have mobiliseret kræfterne, så vi kan levere en god indsats over 60 minutter, siger Stefan Madsen.

Kampen kan dog blive uden Henrik Møllgaard, der kun fik ganske få minutters spilletid i torsdagens kamp.

- Han mærkede noget i læggen under opvarmningen, og han fik jo en svær start på kampen, hvor det var tydeligt at se, at han var hæmmet, siger Stefan Madsen.

Aron Pálmarsson, der blev skadet i en kamp mod Ringsted 8. september, var tilbage på holdkortet torsdag uden at komme på banen, og det kommer han formentlig heller ikke lørdag.

- Aron har gjort store fremskridt de sidste dage, så planen er, at han virkelig kan træne igennem mandag og tirsdag, og så kan det måske være, at han får en rolle på onsdag, siger Stefan Madsen med henvisning til Champions League-kampen på hjemmebane mod hviderussiske HC Meshkov Brest.

Kampen om tredjepladsen mod Pinheiros fløjtes i gang lørdag klokken 17.15.

Derefter mødes SC Magdeburg og Barcelona i finalen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.