Hobro IK

Enevoldsen er snart færdig i Hobro

Thomas Enevoldsen skal i 2021 tilbage til USA, så han er nu i gang med sin sidste måned som Hobro-spiller

Thomas Enevoldsen havde håbet at sætte et større aftryk i Hobro IK end de tre mål, det er blevet til. Arkivfoto: Lars Pauli

Thomas Enevoldsen havde håbet at sætte et større aftryk i Hobro IK end de tre mål, det er blevet til. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Når Hobro IK fredag gæster Skive i fodboldens 1. division, bliver det Thomas Enevoldsens tredjesidste kamp i Hobro-trøjen.

Den tidligere AaB'er er lejet i amerikanske Orange County indtil nytår, og selv om coronasituationen gør skæbnen uvis for den amerikanske fodboldsæson, meldte Orange County forleden ud, at Thomas Enevoldsen vender tilbage til klubben i 2021.

- Det er stadig uvist, hvornår ligaen kommer i gang, men min kontrakt gælder for hele året, så om ligaen starter til marts eller maj, er ligegyldigt for min aftale. Det er bare et spørgsmål om, hvornår vi skal rejse derover, fortæller Thomas Enevoldsen.

Tiden i Hobro begyndte godt for Thomas Enevoldsen, da han i september debuterede med to scoringer i 7-0-sejren over Lyseng i pokalturneringen. Senere på måneden blev det også til et mål i sæsonens første møde med Skive, men det var også hans seneste scoring.

- Det har været et meget udfordrende efterår både som hold og individuelt. Jeg kom ind på et hold med mange skader og karantæner, så jeg spillede min første kamp efter to holdtræninger på fem måneder og én kamp på ti måneder. Det var som at komme tilbage fra en langtidsskade og spille fra dag et, siger Thomas Enevoldsen, der selv blev skadet 3. oktober mod Silkeborg.

Den skade er han for længst kommet sig over, men i de seneste fem kampe er han alligevel blevet fravalgt til Hobros startopstilling.

- Det er en taktisk beslutning. Det er jo klart, at det ikke er gået som håbet for holdet, og derfor leder Peter (cheftræner Peter Sørensen, red.) vel lidt efter den bedste måde at spille på, så han har måske kigget lidt andre veje end min.

- Jeg havde selvfølgelig håbet, at det var gået bedre for mig, men inden jeg kom til Danmark, havde jeg haft tre måneder i USA, hvor jeg hverken havde trænet med bold eller haft adgang til fitness. Det har været en rigtig stor udfordring, siger Thomas Enevoldsen, hvis sidste kampe i Hobro-trøjen bliver mod Skive, Vendsyssel og Kolding.

- Vores klare mål skal være, at vi skal vinde dem allesammen, så Hobro kan komme tilbage i den topseks, hvor Hobro skal være, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.